Skolestart 2012
Første skoledag efter sommerferien er onsdag den 15. august 2012.
Mødetiderne for de enkelte skoler vil blive annonceret i Stevnsbladet i tiden op til.
Hvilken skole skal mit barn begynde på?
Hver skole – sit distrikt
Kommunen er delt op i 3 skoledistrikter. Af vedlagte brev fremgår det, hvilken skole der er jeres distriktsskole. På distriktsskolen kan man altid få sit barn optaget. Ønsker I, at jeres barn skal gå på en af kommunens andre skoler, skal I gøre opmærksom på det, når I indskriver jeres barn på distriktsskolen. Hvis den skole, som I ønsker, har plads, vil jeres ønske normalt blive opfyldt.
Indskrivning
Selve indskrivningen sker på vedlagte blanket, som udfyldes og returneres til distriktsskolen. Samtidig med skoleindskrivningen er der mulighed for at melde barnet i skolens SFO.
Ønsker I, at jeres barn skal starte i privat skole eller anden skole end distriktsskolen, bedes I notere det på blanketten og returnere den til skolen. Det er en stor hjælp for os, da vi er forpligtet til at følge op på, at undervisningspligten overholdes.
Er barnet klar?
Barnet begynder normalt i børnehaveklassen den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år. Forældre og institution drøfter barnets skoleparathed inden indskrivningen. Barnets skolestart kan ifølge loven udsættes et år, når det er begrundet af barnets udvikling. Ansøgning om udsat skolestart udfyldes både af forældre og institution. Endelig godkendelse af udsættelsen afgøres af skole- og institutionschefen.
Se mere om udsættelse af skolestarten.
SFO
Til hver skole er tilknyttet en SFO. På vedlagte indskrivningsblanket er der også mulighed for at indmelde jeres barn i SFO.
Her i Stevns Kommune starter de kommende elever til børnehaveklassen i SFO pr. 1. april.
Se mere om SFO’ernes åbningstider og takster.
Jeres barn tilmeldes både morgen- og eftermiddagsmodulet, når barnet starter i SFO pr. 1. april. Ved skolestart er det muligt at fravælge morgenmodulet, hvis I kun skal bruge SFO’en om eftermiddagen. I kan fravælge modulet samtidig med, at I indmelder jeres barn i SFO – eller I kan give besked til pladsanvisningen på et senere tidspunkt. Udmeldelse skal ske med 1 måneds varsel til den 1. i måneden.
Skolebusser
Skolebusserne i Stevns Kommune dækker i høj grad behovet for elevernes transport. Der kræves ikke buskort til skolebusserne og det er muligt at benytte dem, selv om man ikke er berettiget til transport.
Se mere om busruter og køreplaner.
For de elever, som er berettiget til transport, men ikke har mulighed for at benytte den ordinære skolebus, vil der blive udstedt buskort.