Skolestart og ansøgning om udskydelse af skolestart
Uddrag af Folkeskoleloven:
§ 34. Undervisningspligten indtræder den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år, og ophører den 31. juli ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin. Undervisningspligten ophører dog senest den 31. juli i det kalenderår, hvor barnet fylder 17 år eller har afsluttet uddannelse, der er ligestillet med grundskolen, jf. § 33, stk. 2-7.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter forældrenes anmodning eller med deres samtykke, jf. § 54, godkende, at et barns undervisning udsættes til et år efter undervisningspligtens indtræden, når det er begrundet i barnets udvikling. Godkendelsen kan betinges af, at barnet optages i en børnehave.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og § 3, stk. 1, af pædagogiske grunde på et møde beslutte, at der skal gøres brug af individuel optagelse baseret på barnets alder (rullende skolestart) i aldersintegrerede klasser efter § 25, stk. 7. Uanset beslutning om rullende skolestart skal det enkelte barn efter anmodning fra forældrene, jf. § 54, optages ved skoleårets start. Beslutning efter 1. pkt. træffes efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne ved de berørte skoler.
§ 37. Et barn skal efter forældrenes anmodning, jf. § 54, optages i børnehaveklasse i det kalenderår, hvor barnet inden 1. oktober fylder 5 år, hvis det må antages at kunne følge undervisningen.
Stevns kommunes regler for udsættelse af skolestart
Hvis barnet ikke er parat til at komme i skole?
Barnets skolestart kan ifølge loven udsættes et år efter undervisningspligtens indtræden, når det er begrundet i barnets udvikling. Godkendelsen kan betinges af, at barnet optages i en børnehave.
Hvem bestemmer, om barnet må udsætte skolestarten et år?
Kommunalbestyrelsen kan efter forældrenes anmodning eller med deres samtykke godkende, at et barns undervisning udsættes et år. Forældrene kan ikke selv beslutte at udsætte deres barns undervisningspligt. Ofte vil afgørelsen være uddelegeret til forvaltningen (skole og institutionschefen), der har mulighed for at inddrage PPR i beslutningen.
Hvem bestemmer, om barnet må begynde i skole?
Hvis barnet er gammelt nok til at være undervisningspligtig, og forældrene ønsker skolestart, men fx børnehavepædagogerne anbefaler at udsætte skolestarten, har forældrene det sidste ord.
Kommunalbestyrelsen/forvaltningen eller børnehaven kan altså ikke tvinge forældrene til et barn, der på papiret er gammelt nok til at udsætte skolestarten.
Hvis forældrene og pædagogerne er uenige?
Hvis barnet er gammelt nok til at være i den undervisningspligtige alder, kan forældrene bestemme, at barnet skal i skole, selv om det er mod pædagogernes anbefaling. Hvis forældrene derimod gerne vil udsætte skolestarten, men pædagogerne mener, at barnet er parat, ligger afgørelsen hos kommunalbestyrelsen/forvaltningen.
Hvis forældre og pædagoger er enige, men uenige med kommunalbestyrelsen/forvaltningen?
Hvis forældre og pædagoger er enige om et ønske om at udsætte skolestarten, har kommunalbestyrelsen det sidste ord – og kan afgøre, at barnet ikke kan få lov at udsætte undervisningspligten.
Hvis ansøgning om skoleudsættelse bliver godkendt
I de tilfælde hvor ansøgning om skoleudsættelse bliver godkendt, skal forvaltningen senest en måned efter afgørelsen modtage en handleplan for barnets skoleforberedelse. Handleplanen skal udarbejdes i samarbejde mellem forældre og børnehave.