Byggeriet skal overholde bestemmelserne i bygningsreglementet BR08, hvilket hovedsalig vil sige krav til sikkerhed, sundhed, teknisk udførelse, energi samt generelle krav med hensyn til placering og størrelse.
Du skal undersøge, om der er bestemmelser i lokalplaner eller byplaner, der enten skærper eller lemper kravene til f.eks. byggeriets placering på grunden.
Det er dit ansvar at oplyse, om det indsendte byggeprojekt kræver dispensation fra ovenstående bestemmelser. I ansøgningen skal du begrunde, hvorfor de gældende bestemmelser ikke kan overholdes.
Inden du udarbejder et detaljeret projekt, har du mulighed for en forhåndsdialog med byggesagsafdelingen. Derved kan du på et tidligt tidspunkt få afklaret, om byggeplanerne er mulige eller kan gøres mulige. En ansøgning skal være skriftlig. Den skal underskrives af ejeren og skal indeholde oplysninger om adresse og matrikelnummer.
Ansøgningen skal normalt vedlægges en situationsplan, plan-, snit- og facadetegninger, ingeniørprojekt med tekniske installationer og statiske beregninger samt redegørelse for varmeisolering - alt i tre eksemplarer.