Næst efter energiproduktionen til opvarmningen af vores huse, så står transporten for den største CO2-belastning af miljøet. Og personbilerne bidrager med mere end halvdelen af den udledning. Derefter kommer vare- og lastbiler og busser. De seneste 15 år er der kørt 19 procent flere biler ud på vejene her i Danmark og i dag er der mere end to millioner personbiler i Danmark. I 2005 sendte de danske personbiler 7 millioner ton CO2 ud i atmosfæren. Til sammenligning bidrog hele landets energiforbrug med 57 millioner ton CO2 i 2006.
Formålet med samkørsel og delebiler er, at øge belægningsprocenten i personbilerne og samtidigt reducere antallet af bilture. Det giver direkte økonomisk besparelse for den enkelte, mindre trafik på vejene og bedre miljø for alle igennem en reduktion i CO2-udslippet. Undersøgelser viser, at det især er i trafikken mellem bolig og arbejdssted at bilerne udnyttes dårligt.
Delebil
Delebiler er en gammel idé, der som fænomen så dagens lys første gang i Schweiz i 1948, men indtil midten af 1990-erne var ideen ikke særlig udbredt. Sidst i 90-erne og op gennem det nye årtusinde er delebilklubber blevet mere udbredt i mange europæiske lande. Hele Schweiz er for eksempel dækket af én stor delebilsorganisation, og i Tyskland findes mange delebilklubber i større byer. I alt findes der ca. 350 delebilklubber i Europa.
Samkørsel
Mange biler på vejene kører halvtomme rundt. Det behøver ikke være sådan. Bilister, der gerne vil tilbyde et sæde eller to til passagerer, der skal samme vej - eller passagerer, der søger bilister at køre med, kan finde hinanden på internettet. Der er penge at spare - og fordele for miljøet og fremkommeligheden.