Dannelse af forening
For at få tilskud til sine aktiviteter, adgang til offentlige lokaler eller tilskud til egne eller lejede lokaler skal foreningen være godkendt efter de regler, som er anført i Folkeoplysningsloven.
For at blive godkendt skal foreningen leve op til Folkeoplysningslovens formålsparagraf:
"Formålet med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde er - med udgangspunkt i aktiviteter og det forpligtende fællesskab - at styrke folkeoplysningen og dermed medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
Det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde rummer idræt samt idebestemt og samfundsengagerede børne- og ungdomsarbejde, hvortil der er knyttet en deltagerbetaling."
Aktiviteter for børn og unge af idebestemt, politisk og religiøs art skal sidestilles med anden folkeoplysende aktivitet for børn og unge.
Endvidere skal følgende krav være opfyldt:
- Foreningen skal være hjemmehørende i Stevns Kommune
- Foreningen skal have en virksomhed, der er almennyttig og kontinuerlig
- Foreningen skal være demokratisk opbygget
- Foreningen skal have en bestyrelse
- Foreningen skal bygge på aktivt medlemskab og have mindst 5 betalende medlemmer
- Foreningen skal være åben for alle, der tilslutter sig foreningens formål
- Foreningen skal have en vedtægt.
Vedtægten skal indeholde oplysninger om:
- Foreningens formål og navn
- Foreningens hjemsted
- Regler for valg til bestyrelse samt antallet af bestyrelsesmedlemmer
- Regnskabs- og formueforhold, herunder regler for valg af revisorer (bilagskontrollanter)
- Betingelser for medlemskab
- Hvem, der har tegningsret for foreningen
- Hvad skal der ske med foreningens eventuelle aktiver ved ophør
- Regler for vedtægtsændringer
Foreningen må ikke oprettes eller drives i kommercielt øjemed og følgende personer kan ikke være medlem af bestyrelsen:
- Ledende personer i selskaber, foreninger, fonde m.v., der udlejer lokaler til foreningen. Gælder dog ikke for almennyttig virksomhed, hvis hovedformål er at udleje lokaler til børn og unge
- Ejere af lokaler m.m., der udlejer til foreningen
- Advokater, revisorer samt lignende rådgivere for samt ansatte i selskaber, fonde, foreninger m.fl., der udlejer eller kontrollerer udleje af lokaler m.m. til foreningen
Tilskudsordning – Aktivitetstilskud
Der ydes tilskud til aktiviteter for børn og unge på 25 år og derunder.
Folkeoplysningsudvalget fordeler den beløbsramme, der er til rådighed til aktivitetstilskud jf. aktivitetstilskudsordningen (se tilskudsordningen i højre spalte)
Regnskab
Foreninger, der modtager tilskud til folkeoplysende foreningsarbejde skal aflægge regnskab for det udbetalte tilskud omfattende kalenderåret 01.01 - 31.12.
Regnskabet indsendes til Fællessekretariatet inden 1. marts i det efterfølgende år.
Regnskabet skal bl.a. indeholde oplysninger om:
- Pkt. 1 - foreningens medlemstal - opdelt i kategorier, som danner grundlag for beregning af aktivitetstilskud (se tilskudsordningen i højre spalte).
- Pkt. 2 - oplysninger om foreningens samlede kontingentindbetaling.
Regnskabet skal være underskrevet af samtlige foreningens bestyrelsesmedlemmer, samt af foreningens valgte revisorer (bilagskontrollanter)
Tilskud, der ikke er anvendt i overensstemmelse med loven samt de af kommunalbestyrelsen fastsatte retningslinjer, skal tilbagebetales.