For at få tilskud til voksenundervisning, adgang til offentlige lokaler eller tilskud til egne eller lejede lokaler skal foreningen være godkendt efter de regler, som er anført i Folkeoplysningsloven.
For at blive godkendt skal foreningen leve op til Folkeoplysningslovens formålsparagraf:
"Formålet med den folkeoplysende voksenundervisning er - med udgangspunkt i undervisningen - at øge den enkeltes almene og faglige indsigt og færdighed, styrke evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
Den folkeoplysende voksenundervisning omfatter undervisning, studiekredse, foredragsvirksomhed og debatskabende aktiviteter, hvortil der er knyttet deltagerbetaling."
Endvidere skal følgende krav være opfyldt:
- Foreningen skal være hjemmehørende i Stevns Kommune
- Foreningen skal have en virksomhed, der er almennyttig og kontinuerlig
- Foreningen skal have en bestyrelse på mindst 5 personer
- Bestyrelsen skal vælges eller udpeges af medlemmer eller medlemsorganisationer, der står bag foreningen
- Foreningen skal give deltagerne mulighed for en plads i bestyrelsen
- Deltagelse skal som udgangspunkt være åben for alle
- Foreningen skal have en vedtægt.
Vedtægten skal indeholde oplysninger om:
- Foreningens formål og navn
- Foreningens hjemsted
- Regler for valg til bestyrelse samt antallet af bestyrelsesmedlemmer
- Regnskabs- og formueforhold, herunder regler for valg af revisor
- Betingelser for medlemskab
- Hvem, der har tegningsret for foreningen
- Hvad skal der ske med foreningens eventuelle overskud ved ophør
- Regler for vedtægtsændringer.
Foreningen må ikke oprettes eller drives i kommercielt øjemed og følgende personer kan ikke være medlem af bestyrelsen:
- Ledende personer i selskaber, foreninger, fonde m.v., der udlejer lokaler til foreningen. Gælder dog ikke for almennyttig virksomhed, hvis hovedformål er at udleje lokaler til børn og unge
- Ejere af lokaler m.m., der udlejer til foreningen
- Advokater, revisorer samt lignende rådgivere for samt ansatte i selskaber, fonde, foreninger m.fl., der udlejer eller kontrollerer udleje af lokaler m.m. til foreningen
Formål
Den folkeoplysende voksenundervisning omfatter undervisning, studiekredse, foredragsvirksomhed, hvortil der er krav om deltagerbetaling samt debatskabende aktiviteter.
Undervisningen skal som hovedregel stå åben for alle.
Foreningen træffer selv indenfor folkeoplysningslovens rammer beslutning om valg af emner.
Der kan dog ikke ydes tilskud til undervisning, studiekredse og foredrag, hvis formål er agitation, behandling, underholdning, forkyndelse eller udbredelse af overtro.
Ligeledes kan der ikke ydes tilskud til undervisning, studiekredse og foredrag inden for spil, idræt og sports- og konkurrencepræget virksomhed, herunder dans bortset fra folkedans, eller til emner om fremstilling af alkoholiske drikke. Dette gælder både teoretisk undervisning inden for områderne og udøvelse i praksis.
Tilskud
Ansøgning om tilskud til aflønning af lærere og ledere indsendes til Folkeoplysningsudvalget senest 31. oktober for det kommende regnskabsår.
Ansøgningen skal indeholde oplysninger om foreningens ”maksimale løntilskud” i det seneste afsluttede kalenderår, opdelt på:
- almen undervisning/foredrag
- undervisning af deltagere med handicap i relation til emnet
- instrumentalundervisning.
Tilskuddet beregnes på baggrund af foreningens ”maksimale løntilskud” i det seneste kalenderår ud fra den på budgettet afsatte ramme.
Folkeoplysningsudvalget kan i særlige tilfælde foretage en regulering af det ”maksimale løntilskud”, når begrundet ansøgning fra en forening foreligger.
Nye foreninger skal give oplysninger om forventet aktivitet i tilskudsåret og tilskudstilsagnet gives efter konkret vurdering.
Tilskud ydes til undervisning, studiekredse og foredrag med følgende tilskudsprocenter:
- Almen undervisning og foredrag Max. 1/3
- Handicapundervisning Max. 8/9
- Instrumentalundervisning Max. 5/7.
Der foretages ikke graduering af tilskuddet efter fag og emner.
Foreningerne kan frit vælge mellem tilrettelæggelsesform inden for det tildelte tilskudstilsagn.
Ansøgninger, der indsendes efter tidsfristens udløb, vil blive afvist.
Tilsagn om tilskud
Folkeoplysningsudvalget meddeler i slutningen af november/begyndelsen af december tilsagn om tilskud for det kommende tilskudsår.
Af den tildelte tilskudsramme skal 10 % anvendes til debatskabende aktiviteter.
Regler for anvendelse af 10 % puljen er beskrevet i et senere afsnit.
Tilskuddet udbetales af 2 rater.
Varetages lønudbetalingen af Stevns Kommune indbetaler foreningen deltagernes andel hertil.
Fleksible tilrettelæggelsesformer
Der kan afsættes en særlig ramme på max. 36% af det tildelte beløb til fleksibel tilrettelæggelse af undervisningen til bl.a.
- IT baseret fjernundervisning
- ”Spørg specialisten” over nettet
- Projektundervisning
Tilskud kan omfatte udgifter til
- ”Ikke fastsat løn” til lærere, der underviser via nettet
- Etablering af internetadgang og abonnement samt undervisningsmateriel af ikke blivende værdi
- Annoncering
- Tilskud til ledelse kan maksimalt udgøre 20% af det samlede tilskud
Krav hertil
- I 30% af den samlede tid til undervisning skal deltagerne samles med læreren med mulighed for socialt samvær.
- Der skal foretages særskilt regnskabsaflæggelse af fleksibel tilrettelæggelse af undervisning.
Holdstørrelser
Foreningen fastlægger selv holdenes størrelse.
Ved oprettelse af små hold gælder dog en max. holdstørrelse på 7 deltagere.
Ved små hold forstås:
- handicaphold
- blandede hold
- hold i instrumentalundervisning.
En deltager skal skriftlig overfor foreningen erklære sin deltagelse som handicappet i relation til undervisning i et konkret emne.
Dog fraviges kravet om erklæring, hvor der er tale om udbud af kurser, der er særligt tilrettelagt for handicappede.
Lønudgifter
En aftenskoles lærere skal aflønnes efter reglerne i Undervisningsministeriets løncirkulære.
Løntilskuddet ved et foredrag kan højst beregnes i forhold til 6 x lærerlønsatsen og der anvendes samme afregningsbrøk som ved almen undervisning (= 1/3).
Der kan kun gives tilskud til én lærerløntime pr. lektion.
Udenbys elever
En elev skal ikke være bosiddende i Stevns Kommune for at deltage i undervisning m.m.
For udenbys elever skal personnummer oplyses. Dette gælder dog ikke for deltagere ved foredrag.
Det er bopælen ved undervisningens start, der afgør hjemkommune spørgsmålet.
Regler for anvendelse af 10% puljen
Den folkeoplysende voksenundervisning skal afsætte 10 % af det beløb, der er givet tilskudstilsagn om til debatskabende aktiviteter.
Formålet med 10 % puljen:
- At øge den enkelte deltagers almene og faglige indsigt og færdigheder
- At styrke den enkelte deltagers evne og lyst til at tage ansvar for eget liv
- At den enkelte får evne og lyst til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.
Hvordan skal aktiviteterne tilrettelægges:
- Aktiviteterne skal være åbne for alle og annonceres offentligt
- Aktiviteterne skal foregå, så de emner der er til debat sættes ind i en bredere samfundsbetonet ramme og rettes mod brede målgrupper
- Der skal foregå en struktureret debat, som skal være en naturlig og væsentlig del af arrangementet
- Aktiviteterne kan foregå i et samarbejde med andre foreninger, organisationer, institutioner m.v.
- Alle udgifter, afholdt af puljen, skal kunne dokumenteres
- Uforbrugte midler skal tilbagebetales
- Der er ikke krav om deltagerbetaling
- Opkræves der deltagerbetaling skal et evt. overskud bruges inden for folkeoplysningslovens område.
- Det skal fremgå af annonceringen, hvor stor deltagerbetalingen er.
10% puljen kan ikke bruges til aktiviteter med følgende indhold:
- Agitation
- Udbredelse af overtro
- Behandling
- Underholdning
- Valgkampagne
- Forkyndelse.
Puljen må endvidere ikke bruges til:
- Befordring af deltagere
- Forplejning og udgifter til overnatning
- Materiel af blivende værdi
- Handicapbetingede udgifter
- Entreudgifter.
Regnskab
En forening, der modtager tilskud til folkeoplysende voksenundervisning skal have regnskabsår = kalenderår - 01.01 - 31.12.
Regnskab for det udbetalte tilskud indsendes til Fællessekretariatet inden 1. marts i det efterfølgende år.
Regnskabet skal indeholde oplysninger om:
- antal deltagere, fordelt på tilrettelæggelsesformer
- samlede udgifter til aflønning
- liste over fag, timetal og antal deltagere
- opgørelse over indtægter og udgifter samt redegørelse for aktiviteter, der har været finansieret af 10 % puljen, herunder antallet af arrangementer samt skønnede antal deltagere ved de enkelte arrangementer.
- opgørelse over udgifter til fleksibel tilrettelæggelse
Regnskabet skal underskrives af samtlige medlemmer af foreningens bestyrelse samt af foreningens valgte revisorer /bilagskontrollanter.
Tilskud, der ikke er anvendt i overensstemmelse med loven samt de af kommunalbestyrelsen fastsatte retningslinjer, skal tilbagebetales.
Formandsberetning skal fremsendes efter begæring.
Indsendes regnskabet efter den fastsatte tidsfrist, vil det forhånds udbetalte tilskud blive krævet tilbagebetalt og oplysningsforbundet kan evt. idømmes karantæne.