Områdeklassificering i byzoner
Stevns Kommune har udpeget lettere forurenede områder i de eksisterende byzoner – såkaldt områdeklassificering.
Det betyder at kommunen har udpeget områder indenfor byzonen som vurderes at være lettere forurenede som følge af belastning med diffus forurening over længere tid. Diffus forurening omfatter bl.a. forureningsspredning fra trafik, lokal industri- og erhvervsaktivitet samt aktivitet fra livsstilsrelaterede kilder, f.eks. brændeovne.
Områdeklassificeringen betyder, at når der i fremtiden flyttes jord fra ejendomme i de områdeklassificerede områder, skal jordflytningen anmeldes til kommunen. Jorden skal i den forbindelse analyseres for forureningsindhold. Det anbefales at der tages kontakt til en rådgiver med erfaring i udtagelse af jordprøver.
Kommunen har vedtaget Regulativ for områdeklassificering af byzonejord og flytning af jord. Af regulativet fremgår bestemmelserne om jordhåndtering fra de områdeklassificerede områder. Regulativet indeholder derudover en række kortbilag over kommunens byzoner. På kortbilagene er illustreret, hvilke områder i byzonen, der er områdeklassificeret og hvorfra jordflytning således skal anmeldes.
Kommunen har i henhold til retningslinjerne for at udpege områderne undladt at udpege områder i byzone, hvis de historiske oplysninger peger på, at der ikke er sket en belastning med diffus forurening på området. Kommunen har ikke udpeget områder udenfor byzoner, selvom denne mulighed eksisterer hvis de historiske oplysninger peger på lang tids påvirkning med diffus forurening fra f.eks. lokal industri el.lign.