Stevns Kommune sætter i efteråret 2009 særlig fokus på grundvandet. Storstrøms Amt lavede i 2005/06 i samarbejde med vandværkerne og Gl. Stevns Kommune indsatsplaner for beskyttelse af grundvandet. I disse planer er beskrevet forskellige tiltag, der skal sikre mod forurening af grundvandet. Det er bl.a. disse tiltag, vi vil følge op på nu.
Der er endnu ikke lavet indsatsplaner for Gl. Vallø Kommune, men kortlægningen, som udføres af Miljøcenter Roskilde, er gået i gang. Stevns Kommune skal lave indsatsplaner for Vallø området, når kortlægningen er færdig om nogle år. Sideløbende med kortlægning og indsatsplanlægning holdes der 2 gange om året et møde i Stevns Kommunes Koordinationsforum, som består af repræsentanter fra vandværkerne, relevante foreninger, industri og Stevns Kommune. Næste møde i forummet er den 10. september 2009. Oplysninger om deltagere og referater kan ses andet sted på vores hjemmeside.
Kommunen går nu i gang med opfølgning på de allerede eksisterende indsatsplaner og i den forbindelse vil vi gerne informere bredt om de tiltag vi laver og hvilke aktiviteter og forhold, der berører den enkelte borger. Vi har derfor planlagt en fortløbende orientering om nedenstående emner:
-
Sløjfning af gamle brønde (7. september 2009)
-
Pesticider i private haver. (14. september 2009)
-
Opfyldning af vandhuller. (21. september 2009)
-
Nedsivning/nedhældningsbrønde (særligt fænomen i gl. stevns). (28. september 2009)
- Analyse af vandet i private brønde. (5. oktober 2009)
De enkelte tiltag vil blive annonceret i Stevnsbladet i den pågældende uge og hvis vi er heldige, kommer der også en artikel i Stevnsbladet og Dagbladet.