Hårlev Byskov
Hårlev Byskov er placeret midt i byen og blev plantet i 1977. I mange år derefter passede den sig selv og det fik skoven til at vokse sig vildt og blive nærmest utilgængelig. I 2011 fik det Stevns kommune til at igangsætte en række tiltag, hvor der blev tyndet ud i skoven, etableret trampestier, picnicområde og et sundhedsspor.
Stevns Kommune har i 2011 & 2012 samlet afsat 400.000 kr. til projektet. Derudover har Naturstyrelsen afsat 180.000 kr. fra puljen ’bedre friluftsliv’ og LAG-Stevns har ydet et tilskud på 200.000 kr.
Nyrenoveret Byskoven
Skovmaskinerne begyndte i starten af marts 2011 med en kraftig udtynding af træerne i Byskoven. Der er blevet ryddet en dråbeformet lysning i den sydlige del af skoven, som kan fungere som picnicområde med borde og bænke. Forskellige steder er der blevet etableret trampestier med mulighed for at færdes mellem træerne og opleve skoven indefra.
Sundhedsspor
Der er blevet anlagt et nyt sundhedsspor i Byskoven, der primært løber på de eksisterende stier. Derudover er der blevet etableret en 300 meter grusbefæstet sti til ruten. Sundhedssporet er et svensk koncept, hvor man ved at løbe en strækning får mulighed for at bestemme sit kondital. Ruten er målt op efter udsving i fald og stigning, underlag og længde. Inden man løber, skal man på forhånd notere sig sin alder, sit køn og sit BMI og så skal man tage tid. Når man har løbet en strækning af sporet, aflæser man sit kondital via en tavle og sine personlige data.
Borgermøde
Med renoveringen af Hårlev Byskov er der sat gang i en rigtig god udviklingen. Torsdag den 19. januar 2012 blev der afholdt et borgermøde, hvor borgerne fik rig mulighed for at komme med ønsker til skoven. Omkring 35 borgere mødre frem og havde mange gode konstruktive forslag. Der var et godt møde og stemningen var rigtig god. Link til referat fra mødet i højreside af skærmen.
Indvielse
Der blev holdt indvielse søndag den 29. april 2012 på skovens dag. Du finder invitationen øverst til højre. Omkring 100 mennesker var mødt op på plænen foran Baunehøj for at høre Borgmesterens tale. Efterfølgende var der et væld af aktiviteter rundt omkring i skoven som fx Rollespilsklubben, der indviede skovens nye bålhytte med pandekager og snobrød & Løbeklubben i Hårlev, der med 10 minutters mellemrum havde arrangeret løbeture rundt på sundhedssporet.