Ledsageordning for handicappede
Efter Servicelovens § 97 yder kommunen 15 timers ledsagelse om måneden til personer under 67 år, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Personer, der er visiteret til ledsagelse ved det fyldte 67. år, bevarer denne ret efter det fyldte 67. år.
Modtageren kan opspare timer indenfor en periode på 6 måneder. Kommunen fastsætter retningslinjer herfor.
Hvem kan få?
Hvis du er mellem 16 år og 67 år, og har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og du ikke kan færdes alene.
Du kan være kørestolsbruger eller have et svært bevægelseshandicap, blind og stærkt svagsynet. Du kan være udviklingshæmmet eller af den ene eller anden grund ude af stand til at færdes på egen hånd.
Hvis du bor på plejehjem og i andre boformer, hvor ledsagelse ydes som en del af det samlede tilbud, vil der blive foretaget en særlig vurdering af omfanget.
Hvis du har nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager er du IKKE omfattet af ordningen.
Hvordan?
Du skal rette henvendelse til:
Sonja Kaspersen
Sundhedsafdelingen
Bjælkerupvej 32
4660 Store Heddinge
Tlf.: 56 57 57 57
Ordningens indhold:
Ledsageren skal ledsage dig derhen, hvor du selv vil, og du bestemmer, hvad der skal ske, dog ikke etiske eller moralsk stødende aktiviteter. Stevns Kommune vurderer dette.
Ledsagelsen kan f.eks. bestå i at støtte dig ved indkøb, biografture og en udflugt i naturen.
Der hjælpes efter behov med f.eks at tage overtøj af og på, køre bil, kommunikation og toiletbesøg.
Hvem ledsager?
Ledsagelsesopgaven varetages af kommunalt ansatte ledsagere. Der kan tages hensyn til egne ønsker vedrørende ledsager.
Hvilke udgifter er forbundet med ledsagelse?
Du afholder dine egne og ledsagerens udgifter til befordring. Endvidere egne og ledsagers udgifter til biografbilletter, spisning o.s.v., hvis du ønsker ledsagerens tilstedeværelse.