Retten til sygedagpenge
Dagpenge ved sygdom ydes ved fuld eller delvis uarbejdsdygtighed på grund af sygdom. Den berettigede personkreds er personer, der er tilknyttet arbejdsmarkedet med lønindtægt, selvstændig erhvervsindtægt eller lignende indtægt.
Retten til dagpenge er som hovedregel betinget af, at indtægten er skattepligtig i Danmark, og at modtageren har ophold i Danmark. Sygefraværet skal anmeldes og dokumenteres rettidigt.
Dagpengeretten er betinget af, at den sygemeldte opfylder et beskæftigelseskrav, der dokumenterer, at den pågældende er tilknyttet arbejdsmarkedet. Kravet afhænger dog af, om der er tale om en lønmodtager eller en selvstændig erhvervsdrivende.
Lønmodtagere har ret til dagpenge fra kommunen, hvis de
- har været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før sygdommens indtræden, og i denne periode har været beskæftiget i mindst 120 timer
- ville have haft ret til arbejdsløshedsdagpenge, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt
- inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed
- er elever i lønnet praktik i en uddannelse, der er reguleret ved lov
Lønmodtagere, der ikke får udbetalt fuld løn under sygdom, har ret til dagpenge fra deres arbejdsgiver i de første to fraværsuger - arbejdsgiverperioden - hvis de har været ansat hos denne i de sidste otte uger før sygefraværet, og i perioden har været beskæftiget i mindst 74 timer.
Hvis arbejdsgiveren yder fuld løn under sygdom eller udbetaler dagpenge udover de første to uger, har arbejdsgiveren ret til at få refunderet dagpengebeløbet fra kommunen. Det forudsætter dog, at den sygemeldte opfylder beskæftigelseskravet over for kommunen.
Selvstændige erhvervsdrivende
Selvstændige erhvervsdrivende har ret til dagpenge fra kommunen, hvis de inden for de sidste 12 måneder har udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst seks måneder, heraf den seneste måned forud for sygefraværsperioden. Dagpengene ydes fra den første hele fraværsdag efter to ugers sygdom. Selvstændige har dog mulighed for at tegne en forsikring, som giver ret til dagpenge fra den første eller den tredje fraværsdag.
Hvis du har spørgsmål om beskæftigelseskravet er du velkommen til at kontakte Borgerservice. Find kontaktoplysningerne i høje spalte.
Tilbage til dagpenge
Tilbage til barseldagpenge