Stevns Kommune arbejder aktivt på at forhindre misbrug af sociale ydelser.
Formålet er
- at sikre, at ingen uberettiget får udbetalt sociale ydelser som f.eks. kontanthjælp, børnetilskud, pension eller boligstøtte
- at stoppe socialt misbrug så tidligt som muligt
- at sørge for, at borgerne får de ydelser, de skal have. Hverken mere eller mindre!
Stevns Kommune er en enhedsforvaltning. Det betyder, at medarbejdere inden for kommunen kan udveksle oplysninger på tværs af afdelingsgrænser, når det er relevant for den sagsbehandler, der modtager/indhenter oplysningerne. Dette arbejde foregår typisk i vores kontrolgruppe, der består af medarbejdere fra forskellige afdelinger i kommunen.
En sag oversendes til politiet, hvis det kan sandsynliggøres, at der er foregået/begået noget strafbart.
Hvad er din pligt?
Er du i tvivl om, hvorvidt de ydelser, du modtager, er lovlige, har du pligt til at kontakte kommunen. Sørg bl.a. for, at oplysninger om ændringer i dine personlige forhold, økonomi m.v. meddeles kommunen. Sørg også for, at din folkeregisteradresse er den samme som din reelle adresse. Vi hjælper naturligvis gerne med at afklare din situation.
Anmeldelse og henvendelse
Hvis du har mistanke om ulovligheder/misbrug, bør du henvende dig til kommunen. Vi tager alle henvendelser alvorligt.
Vi undersøger den enkelte sag grundigt ud fra de modtagne oplysninger, før vi henvender os til borgeren.
Der er ingen formkrav til, hvordan en anmeldelse skal se ud. En anmeldelse kan f.eks. indeholde følgende oplysninger:
- Hvem anmeldelsen vedrører – navn, adresse m.v.
- Navn og evt. adresse på modpart (samlever, ægtefælle eller kæreste) som bor og opholder sig hos ydelsesmodtageren
- Hvor lang tid modparten har været hos ydelsesmodtageren
- Hvor ofte modparten har ting i ydelsesmodtagerens hjem
- Om modparten har bil
- Om modparten er far eller mor til ydelsesmodtagerens børn
- Eventuelle supplerende oplysninger til anmeldelsen.
Du skal være opmærksom på, at hvis du i forbindelse med en henvendelse/anmeldelse opgiver dit navn, vil det på anmodning blive videregivet til den anmeldte person.
Husk: Oplysninger om sort arbejde modtages og behandles også.