Medarbejder i HR
Jeg har været ansat i kommunen i 8 år. Jeg startede som elev i 2 år og tilbragte 3 måneder af min elevtid i en kommune i Irland. Det var en kæmpe oplevelse. Efterfølgende var jeg med til at planlægge tilsvarende ophold for vores nye elever.
Mine vigtigste arbejdsopgaver er inden for personaleområdet, hvor jeg er ansvarlig for fravær og barsel, herunder indhentning af refusion og afstemning. Jeg har været med til at decentralisere fraværsdelen, så det nu er lederne selv, der står for at indberette fravær. Men jeg hjælper selvfølgelig med vejledning til de, der har behov for det.
Hvis jeg skal fremhæve noget ved mit job, som jeg sætter stor pris på, ud over mit arbejdsområde, så er det kollegerne. Jeg synes, at vi har det godt sammen, og det betyder meget. Jeg oplever, at der bliver vist tillid til mig, jeg får spændende opgaver, og jeg føler, at man lytter til mine måder at takle opgaverne på. Selvfølgelig kan jeg også altid få hjælp af chefen, når der er brug for det. Og vigtigst er, at jeg kan blive ved med at lære nyt og få nye udfordringer.
En rigtig god ting ved at arbejde i det offentlige er, at der er gode muligheder for, at man kan videreuddanne sig. Jeg har selv taget kommunomuddannelsen, som varer 2½ år, og som jeg blev færdig med i 2008. Desuden er der gode og ordnede forhold, f.eks. i forhold til barsel. Det er også dejligt at have fleksible arbejdstider, så man kan få arbejdsliv og privatliv til at hænge ordentligt sammen – og så har jeg mulighed for at arbejde hjemmefra.