København Syd styrker det politiske samarbejde med tværkommunale netværk
Kommunesamarbejdet København Syd, bestående af Greve, Solrød, Køge og Stevns Kommuner, har gennem de seneste år arbejdet med en række initiativer, der skal understøtte og udvikle servicen til områdets borgere.
Med fælles indsatser på en række serviceområder intensiveres samtidig det politiske samarbejde og erfaringsudvekslingen på tværs af de fire kommuners fagudvalg. Der er derfor etableret en ny samarbejdsorganisation af tværkommunale netværk på hvert af de store serviceområder, som skal i tættere dialog med netop fagudvalgene om potentialerne i de fælles projekter.
'Vi er lykkedes med en ambition om at udvikle vores kommunesamarbejde fra et forholdsvis snævert erhvervs- og turismesamarbejde til at have fælles løsninger på en række fælles udfordringer på de store serviceområder', fortæller formand for København Syd, Stevns Kommunes borgmester Poul Arne Nielsen. Han fortsætter:
'Det betyder samtidigt, at kommunesamarbejdets fokus og interessefællesskab har ændret sig. Vi har besluttet at lade kommunerne arbejde med egne initiativer på erhvervsområdet, og dermed afvikle København Syd Erhvervscenter, og i stedet bruge den fælles energi på at udvikle samarbejdet indenfor social- og sundhedsområdet, arbejdsmarkedsområdet, børne- og ungeområdet samt teknik- og miljøområdet. Dette understreger fagudvalgenes styrkede involvering og skal samtidig give mulighed for gensidig erfaringsudveksling og idéudvikling.'