Den 22. juni underskrev Stevns Kommune og Store Heddinge Dampvaskeri A/S en ny samarbejdsaftale. Aftalen giver plads til 4 nye virksomhedspraktik-pladser i vaskeriet. Pladserne besættes med kandidater, som praktikanterne kaldes, der indtil nu har haft en lille eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet.
’Vi ser frem til, i et snævert samarbejde med jobcenteret, at være behjælpelig med praktikpladser for flere kandidater i den kommende tid, og vores medarbejdere står parat til at være behjælpelig i løsningen af opgaven. Det bliver en helt ny dimension i forhold til den nuværende hverdag, men vi er helt sikre på, at det også er en sund opgave for os’, fortæller Jan Freisner, afdelingschef, fra Store Heddinge Dampvaskeri om den nye aftale.
Kandidaterne tilknyttes et såkaldt virksomhedscenter, hvor der også er en mentor tilknyttet.
Mentorens rolle er at støtte kandidaten til at få en meningsfuld og udbytterig tid på virksomheden. Kandidaten tilbringer som udgangspunkt ca. 13 uger i virksomhedscentret.
3F Østsjælland har været inddraget i processen for at sikre, at medarbejderne på vaskeriet er indforståede med, at der bliver etableret et virksomhedscenter.
’Målgruppen for den nye virksomhedscenter-ordning er arbejdsledige, som har en svag tilknytning til det almindelige arbejdsmarked eller arbejdsledige, der har gået hjemme i længere tid. Ved at indgå i et praktikforløb er det tanken gøre kandidaterne jobparate, så de efter praktikforløbet er klar til at indgå på arbejdsmarkedet eller er blevet afklaret i forhold til en evt. uddannelse’, fortæller Lotte Nielsen, afdelingschef i Jobcenter Stevns.
Det er Jobcenter Stevns, som anviser kandidaterne til Store Heddinge Dampvaskeri, og der er ingen forpligtelse i aftalen om, at Dampvaskeriet efter endt praktikperiode skal tilbyde kandidaten fast ansættelse.