Nordea-fonden støtter Stevns Klint med 6 millioner kroner
Nordea-fondens bestyrelse har besluttet at give 6 millioner kroner til formidling af Stevns Klint. Formidlingsprojektet, der er forankret i Østsjællands Museum, starter i september og skal løbe over de næste to år.
Samlet formidling af Stevns Klint
’Vi glæder os selvfølgelig vildt til at komme i gang med projektet. De fire millioner skal bruges til at lave digital formidling, fx i form af informationsmateriale på smartphones, hjemmeside osv. Og de resterende to millioner skal bruges til at lave formidlingsskilte og til at samle de gode historier,’ fortæller en meget glad Tove Damholt, der er museumsdirektør på Østsjællands Museum. Hun fortsætter:
’Nordea-fondens bestyrelse valgte at støtte hele projektet ubeskåret. Det er et rigtigt godt grundlag for at kunne lave en professionel, samlet formidling, der markerer, at Stevns Klint er en enestående geologisk lokalitet, som vi er stolte af. En lokalitet i verdensklasse.’
Sideløbende med formidlingsprojektet arbejdes der på at få Stevns Klint på UNESCOs verdensarvliste. I denne ansøgning spiller netop formidling en væsentlig rolle.