Ny samlet kommuneplan for Stevns Kommune

Billede - Tryggevælde ådal.
Tryggevælde Ådal

Den 17. december 2009 godkendte Kommunalbestyrelsen Stevns Kommuneplan 09. Kommuneplanen offentliggøres nu efter indarbejdelse af de ændringer offentlighedsfasen har medført.
Med planen ligger der for første gang en samlet plan for den nye Stevns Kommune, hvori du som borger, medlem af en forening eller som virksomhed, kan orientere dig om de overordnede mål og retningslinjer for kommunens udvikling såvel i byerne som i det åbne land.

En ny generation af kommuneplaner

Efter amterne blev nedlagt i forbindelse med strukturreformen i 2007, har kommunerne overtaget en del af amternes beslutningskompetence.
En meget stor del af arbejdet med kommuneplanen har derfor drejet sig om at udvælge og harmonisere retningslinjer og udpegninger fra de tidligere regionplaner, ligesom bestemmelserne fra de 2 tidligere kommuneplaner er blevet sammenskrevet. Samtidig er der en mængde forhold, der er givet på forhånd, i kraft af f.eks. statslige interesser.

billede - Rødvig Lystbådehavn
Rødvig Lystbådehavn

Kommuneplanens opbygning


Kommuneplanen består af 5 hæfter: Hovedstruktur, Kerneområder, Retningslinjer, Rammer og Projektkatalog. Desuden findes i bilag den offentlige bekendtgørelse, den sammenfattende redegørelse og hvidbogen. Disse tre bilag beskriver hvordan kommuneplanen har ændret sig siden forslaget.

Hovedstrukturen er en beskrivelse af visioner og mål for udviklingen og arealanvendelsen samt de helt store træk i kommunen. Derudover indeholder hæftet en redegørelse for forudsætningerne for planen. Hæftet Kerneområder indeholder en beskrivelse af visioner, mål og strategier for de 5 udvalgte kerneområder: Bosætning, Turisme, Aktivitet og Sundhed, Infrastruktur samt Borgerinddragelse. Hæftet indeholder ikke konkrete bestemmelser men er nærmere en beretning om kommunens mål og arbejde med kerneområderne.
Hæftet Retningslinjer indeholder regler og principper for administration og varetagelse af alle de forskellige emner, kommuneplanen handler om. Det er her du kan læse om emner i relation til byområder, det åbne land, infrastruktur, forsyning og tekniske anlæg, ferie og fritid, kulturarv samt natur og miljø.

Hæftet Rammer opstiller rammerne for lokalplanlægningen. Her kan du se dels de generelle rammer for hele kommunen og dels hvad der gælder for f.eks. dit områdes anvendelse, grundstørrelser, bebyggelsesforhold, m.m. Projektkataloget er en samling af ønsker til projekter i kommunen. Ønskerne er samlet i forbindelse med kommuneplanarbejdet, og det er her du blandt andet kan se gode ideer, indsendt af borgere til kommunen som høringssvar på planstrategien. Projektkataloget fungerer dermed som en ønskeliste, hvorfra Kommunalbestyrelsen har mulighed for at vælge i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger.
Stevns Kommuneplan 09 kan ses på rådhusene og på bibliotekerne.

billede - Store-Heddinge
Store-Heddinge by

Planstrategi 2011

Arbejdet med Planstrategi 2011 er gået i gang, og der vil i den forbindelse blive afholdt arrangementer for kommunens borgere til efteråret.
Planstrategien skal udpege retninger for den kommende kommuneplanrevision i 2013.

Hvis du vil være med til at skabe visioner for kommunens udvikling og identitet i fremtiden er det vigtigt at du giver dit input til Planstrategien.

 
Læs mere om:
Kommuneplan 09

Kontakt:
Anka Nordvig Sonne
Tlf.: 56575691
ankasonn@stevns.dk

Send sikker e-mail:
Sikker e-mail til Stevns kommune