Der var masser af gode viljer og idéer til, hvordan man gennem fælles projekter kan afprøve nye og mere praksisnære veje i indsatsen for at sikre alle unge uddannelse og job, da medlemmerne af de lokale beskæftigelsesråd i København Syd kommunerne Køge, Stevns, Solrød og Greve mødtes til deres årlige konference på Køge Produktionsskole den 8. juni 2010.
'Vi skal holde fast i målet om, at alle unge skal have uddannelse og arbejde, og at alle unge har kompetencer – vi skal bare finde frem til dem og fokusere på muligheder frem for begrænsninger', lød budskabet samstemmende fra konferencens 40 engagerede deltagere.
Deltagerne var også enige om, at en del af løsningen er et tættere samarbejde mellem kommuner, uddannelsesinstitutioner og virksomheder om at give unge, som frafalder eller aldrig påbegynder en uddannelse, tilbud om afklaring, mentorstøtte og virksomhedspraktik. Det var vigtigt for deltagerne at give de unge et virkelighedsnært indblik i, hvad en uddannelse kan føre til af jobmuligheder og ad den vej motivere og støtte dem på vejen mod en uddannelse og et efterfølgende job.
Baggrunden for konferencens ungefokus i første halvdel af programmet er udfordringen med at sikre, at den såkaldt 'restgruppe' af unge, der ikke umiddelbart synes uddannelsesparate får en uddannelse og dermed rustes til fremtidens arbejdsmarked, der i stadig stigende grad efterspørger uddannet/faglært arbejdskraft. I anden halvdel af programmet var fokus på samarbejdet mellem jobcentre og virksomheder, hvor udfordringen er at give de unge øgede muligheder for virksomhedspraktik og job.
Dagen var organiseret med skiftevis gruppearbejde og input fra den lokale ungdomsuddannelsesvejledning i Køge Bugt og et panel af tre lokale virksomheder:
Ide-design, Eriksminde Vuggestue og Kloakmester Peter Meyer A/S. Virksomhederne havde flere gode erfaringer med at tage socialt ansvar i samarbejde med de lokale jobcentre. F.eks. med at ansætte unge i virksomhedspraktik og deltage i opkvalificeringsforløb med ledige i praktik, imens det eksisterende personale opkvalificeres.
Virksomhedspanelet og øvrige repræsentanter fra de lokale virksomheder gav også deltagerne gode råd med på vejen og opfordrede bl.a. jobcentrene til kun at have én indgang for virksomheder, der gerne vil hjælpe jobcentrene med fx praktikpladser til unge. Opfordringen vandt gehør fra mange af deltagerne, der generelt var interesseret i at kvalificere og styrke samarbejdet med virksomhederne om beskæftigelsesindsatsen.