Nyt fra Stevns Brandvæsen - uge 28 2010
Brandfolkene fik hurtigt kontrol over branden på Bjælkerupvej
Bygningsbrand
Lørdag den 17.juli 2010 kl. 04.27 indløb der melding via alarmcentralen om bygningsbrand på Bjælkerupvej. Ved brandvæsenets ankomst til skadestedet kunne det konstateres at det var en udhusbygning der brændte, og at der var fare for brandspredning til omkringliggende bygninger. Men der blev hurtigt indsat et par strålerør til sikring af omkringliggende bygninger samt slukning, og ganske kort tid efter var der kontrol over branden. Da bygningen havde et ståltag som skulle fjernes før brandfolkene kunne komme ind i bygningen, blev det nødvendigt at tilkalde en ”speciel kran” fra Beredskabskorpset i Næstved, for at fjerne ståltaget.
Efterfølende har brandvæsenet været en del gange på adressen til efterslukning. Dette skyldes blandt andet, at bygningen har været et gammelt kølehus, udført med hulrumsisolering af ca. 50 cm halm, og da bygningen skal undersøges af brandteknikere, vil det ikke være hensigtsmæssigt at brække væggene helt ned for slukning, da det vil besværliggøre brandteknikernes arbejde.
Indsatsleder eftersyn
Søndag den 18.juli 2010 kl. 03.04 modtog vagthavende Indsatsleder en melding om ulovlig afbrænding via alarmcentralen i Slagelse. Meldingen lød på at en borger på Nørrehusvej var i færd med at bortskaffe affald, paller, vinduer, dæk m.v. på et større bål. Vagthavende indsatsleder kørte til adressen, og belærte borgeren om gældende lovgivning. I det pågældende tilfælde var der både overtrædelse af Miljølovgivningen samt Beredskabsloven.