Nyt fra Stevns Brandvæsen
- uge 8, 2010
Højderedning
Fredag den 19/2 2010 kl. 09.51 indløb der en melding via alarmcentralen om, at en mand ville springe ud fra en 20 meter høj skorsten på en adresse nord/øst for Store Heddinge. Da indsatslederen ankom som det første redningskøretøj til adressen, blev der hurtigt skabt en kontakt mellem indsatslederen og manden, hvilket foregik på engelsk og fransk. Efter at have talt med manden i to en halv time lykkes det for vagthavende indsatslederen at få overbevist manden om at det var bedst at komme ned fra skorstenen på en ”ordentlig måde”. Da manden p.g.a. nedkøling hverken kunne bevæge arme eller ben, blev han taget ned via en tilkaldt drejestige fra Køge.
Ulovlig afbrænding
Mandag den 22/2 2010 kl. 16.04 blev vagthavende indsatsleder kaldt en tur til Lille Tårnbyvej hvor en borger var i færd med at brænde bygningsaffald af. Indsatslederen belærte borgeren om reglerne for afbrænding, samt satte borgeren til at slukke bålet.