Stevns Klint flytter til Rådhuspladsen

Billede - Stevns Klint flytter til Rådhuspladsen i forbindelse med det forestående Klimatopmøde i København.
Stevns Klint flytter til Rådhuspladsen i forbindelse med det forestående Klimatopmøde i København.

I forbindelse med det forestående Klimatopmøde i København, vil der også blive afviklet et KlimaBundMøde, som har sit udspring i Christiania og ikke mindst blandt de mange græsrodsbevægelser inden for klima, natur og økologi.

KlimaBundMødet, som vil have repræsentanter ikke kun fra Danmark, men fra hele verden, har i perioden fra den 5. til den 18. december et fyldigt program, med en lang række forskellige aktiviteter, som vil foregå, ikke kun på Christiania, men over hele København.

Et meget væsentligt sted for aktiviteter i den indre by bliver Vartov ved Rådhuspladsen. Her vil der blive opbygget en hel 'markedsplads' med masser af informationer, foredrag, film, musik og meget mere. Som Vartegn, ikke kun for aktiviteterne på Vartov, men for hele KlimaBundMødet, har udvalget, der står for aktiviteterne, valgt at opføre et kunstværk, hvor kridt fra Stevns Klint indgår.

Billedkunstneren Karin Egede, som har en fortid i Holtug på Stevns, fik ideen til at ville symbolisere klimaforandringerne gennem en skulptur, der skulle fortælle beskueren om den forestående og igangværende nedsmeltning af indlandsisen.

Oprindeligt havde Karin Egede den ide, at hun ville placere en masse isstykker på pladsen og så i bogstaveligste forstand lade isen smelte, men da dette ikke kunne lade sig gøre, tænkte Karin Egede på, at det hvide kridt fra Stevns sagtens kunne illudere et isbjerg.

Efter kontakt til Omya a/s i Sigerslev fik Karin Egede sponsoreret to store blokke af kridt. Den ene vejer ca. 4.3 ton og den anden vil være på ca. 2,5 ton. Blokkene vil blive placeret oven på hinanden og vil være omkranset af et pyramideformet træskelet, der skal symbolisere drivhuseffekten.

Karin Egede siger selv, at det hun ønsker med kunstværket er, at beskueren lader naturen – kridtblokkene fra 65 millioner år gamle Stevns Klint – tale til sig med sit visuelle sprog og derved lade sig provokere til at drage associationer til klima og Grønlandsisen, som ikke må smelte – i en pyramide.

Det er ikke kun Omya og Stevns Klint, der indgår i projektet, også entreprenør Peer Bang Hansen, som har tilbudt at stå for den tunge transport og Stevns Kommune ved Erhverv og Kulturudvalget, har været aktive omkring gennemførelsen af flytningen.

Østsjællands Museum har også været med i processen og håber gennem projektet, endnu en gang, at få markedsført Stevns Klint som en værdig kandidat til Unescos Verdens Naturarv. Museumsleder Tove Damholt har skrevet om Stevns Klints historie på det trykte materiale, der uddeles ved Vartegnet.

Torsdag eftermiddag blev blokkene afhentet af entreprenør Peer Bang Hansen og kunstneren Karin Egede og kørt dem til Vartov, hvor tømreren gik i gang med opførelse af 'pyramiden'. Lørdag eftermiddag skal hele projektet stå færdigt til åbningen af KlimaBundMødet kl. 14.00.

Efter den officielle åbning af KlimaBundMødet vil museumsleder Tove Damholt kl. 15.00 holde et foredrag om Stevns Klint.

I modsætning til Topmødet, hvor det kun er alverdens toppolitikere og embedsmænd, der deltager, er KlimaBundMødet for alle interesserede og mon ikke kridtet fra Stevns vil være et værdigt Vartegn for det store og vigtige spørgsmål som hele konferencen drejer sig om, Klodens overlevelse?

Find link til informationer om KlimaBundMødet i højre spalte.

Carsten Grønholt-Pedersen
Kulturkonsulent

 

Læs mere om:
Folder om vartegnet

Kontakt:
Carsten Grønholt-Pedersen
Kulturkonsulent
Tlf.: 56 57 50 54
cargro@stevns.dk

Send sikker e-mail:
Sikker e-mail til Stevns kommune