Kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune gav her til aften grønt lys for Stevns Kommunes nye kvalitetskontrakt. Med kvalitetskontrakten sætter kommunen ekstra fokus på en række af de mange mål, der arbejdes hen mod året rundt. Konkret indeholder kvalitetskontrakten 39 mål med tilhørende resultatkrav, som kommunens 6 politiske udvalg har udpeget inden for blandt andet trafiksikkerhed, sundhed, kommunens svartider og skolebørns trivsel.
’Kvalitetskontrakten er ikke en oversigt over samtlige kommunens politiske mål, men en række områder kommunalbestyrelsen sætter spot på i en periode. For borgerne betyder kvalitetskontrakten, at de får mulighed for at følge med i, hvilke politiske mål kommunal-bestyrelsen arbejder hen mod, og gennem den årlige opfølgning kan de få et indblik i, hvor langt politikerne er nået i arbejdet,’ forklarer borgmester Poul Arne Nielsen.
Baggrund
Kvalitetskontrakten bliver en del af Stevns Kommune økonomiske mål- og rammestyring, som skal skabe sammenhæng mellem de mål, der er på den enkelte kommunale arbejdsplads og de mål, der er sat politisk. Det er op til politikerne at fastlægge målene og succeskriterierne. Tidshorisonten for de enkelte mål kan variere, og kvalitetskontrakten kan dermed tilpasses politiske beslutninger og ændrede forudsætninger. Til næste år vil der blive udpeget nye indsatsområder og resultatkrav.