Sundhedsbussen er på gaden igen – i en ny og slankere model
Mandag den 10. maj kan borgerne i Stevns Kommune for første gang møde ’Sundhed til dørens’ nye bus. Den nye, ’slanke’ sundhedsbus er mindre og mere mobil end den gamle, og vil være synlig på gader og stræder blandt borgerne. I bussen kan borgerne få en snak om deres sundhed med en sundhedsuddannet medarbejder fra Stevns Kommune.
’Med den nye bus har vi mulighed for at komme rundt i hele Stevns og kan holde endnu flere steder end tidligere. Vi vil stadig holde de kendte steder, men nye steder vil også få besøg, fordi sundhedsteamets personale selv vil være chauffører. Det bliver spændende’, fortæller forebyggelseskonsulent Denni Pedersen.
Bussen kører ud mandage og torsdage. Mandag fra kl. 14.00-17.00, hvor der skal bestilles tid i forvejen. Torsdag fra kl. 14.00-18.00. Her kan borgerne bare møde op til en sundhedssamtale. Køreplanen bliver annonceret ugentligt i Stevnsbladet.
’Den nye sundhedsbus er indrettet med bord og siddeplads til to-tre personer. Det kan selvfølgelig give lidt ventetid udenfor bussen, men vi forestiller os ikke, at det giver unødige problemer. Bussen vil være på gaden fra april til oktober, da det vil være for koldt at skulle vente uden for bussen i vintermånederne’, fortæller Denni Pedersen og tilføjer:
’Vi inviterer til en sundhedssamtale, som tager udgangspunkt i borgernes eget liv. Den kan f.eks. handle om kost, røg, alkohol, motion og/eller stress og kan bruges til at støtte borgeren i at ændre livsstil’ slutter Denni Pedersen.
Baggrund
Udgangspunktet for en sundhedssamtale er borgerens oplevelse af egen sundhed, vaner, ressourcer og netværk. Borgeren er ekspert i sit eget liv, og sundhedspersonalets rolle er at tilbyde vejledning og eventuele aktiviteter, der kan støtte borgeren i at ændre livsstil.
’Sundhed til døren’ vil stadig være synlig ved kulturelle og sociale arrangementer i Stevns Kommune. På nuværende tidspunkt lægges planer for bussens aktiviteter de næste par måneder. Allerede på tirsdag den 11. maj vil bussen holde på Nytorv i Store Heddinge i anledning af ’Verdens Blodtryks Dag’, hvor ansatte i Store Heddinges butikker er inviteret til at få målt deres blodtryk.
Lørdag den 29. maj præsenteres bussen officielt ved et arrangement i Store Heddinge. Bussen er også aktiv i kampagneugen ’Mens Health Week’ i juni måned. I forbindelse med kampagneugen vil Søren Ekman, forfatter til bogen ’Fra anakonda til regnorm’, komme til Hårlevhallen. Begge arrangementer vil blive annonceret senere.
Den nye sundhedsbus er en fortsættelse af det oprindelige ’Sundhed til døren’-projekt, som fandt sin afslutning i efteråret med afleveringen af den gamle bus.