Da de politiske partier indgik forlig om budgettet for 2008 blev de enige om at yde et tilskud til AIK til nye boldbaner bag ved Strøbyhallen. AIK er nu nået så langt, at de har fået udarbejdet et projekt for arbejdet, og det udløser nu tilskuddet på 400.000 kr. fra Stevns Kommune.
’Jeg er glad for, at Stevns Kommune kan være med til at understøtte det frivillige foreningsliv og håber, at dette projekt kan være med til at bane vejen for nyt tiltag rundt om i kommunen. Og så hænger nye boldbaner jo fint sammen med vores mål om at skabe en sund kommune’, fortæller borgmester Poul Arne Nielsen.
De nye boldbaner etableres dels for de kommunale midler, dels via indtjening fra entreprenører, som betaler for at komme af med ren overskudsjord til brug for etablering af jordvolde rundt om banerne, og dels ved hjælp af en række aktive, frivillige hænder fra AIK.