Uvildigt rådgivningsfirma placerer omfartsvej
Et uvildigt rådgivningsfirma peger nu på, hvor den bedste placering vil være for en evt. ny omfartsvej fra Stevns til Køge og motorvejen.
Det har længe presset sig på med at finde en løsning på den massive trafik fra Stevns igennem Køge. Stevns og Køge kommuner har da også været enige om, at der skulle findes en løsning, men ikke om hvor løsningen i form af en ny omfartsvej skulle ligge. Den placering peger et uvildigt rådgivningsfirma nu på i en ny rapport.
Det uvildige rådgivningsfirma har undersøgt 5 forskellige løsningsmodeller ud fra miljømæssige, trafikale og økonomiske betragtninger. Herudover har firmaet vurderet de forskellige løsningsmodeller i forhold til planlagt byudvikling samt tilknytning til en eventuel kommende S-bane.
’Af de 5 forskellige modeller peger rapporten på alternativ 2, som sender trafikken fra Stevns over Billesborgvej/Egøje til Herfølge og en ny tilslutning til motorvejen ved Svansbjerg. Den løsning har den mindste trafikale belastning for Køge, er billigst og er ikke mindst den mest skånsomme for miljøet. Jeg er rigtig godt tilfreds med, at uvildige eksperter med en entydig konklusion nu har givet deres besyv med og håber, at vi sammen med Køge Kommune snart kan tage hul på det videre arbejde’, fortæller borgmester Poul Arne Nielsen.
Den nye omfartsvej består dels af eksisterende veje, dels af nye vejstrækninger, som skal etableres afhængig af, hvor vejen præcis skal ligge. F.eks. skal det besluttes om omfartsvejen skal gå igennem Egøje eller føres uden om.
Bliver Stevns og Køge kommuner enige om placeringen af omfartsvejen kan der muligvis åbnes for statslige midler til finansiering af omfartsvejen.