Bag om budgettet
Projekt ’Et bæredygtigt Stevns’
Projektet blev sat i søen i februar 2009, fordi den økonomiske situation, og ikke mindst prognosen for de kommende år viser, at der skal større forandringer til, hvis vi skal forebygge, at vi hvert eneste år skal igennem spare-runder.
Mulighederne for kortsigtede spareforslag er efterhånden meget begrænsede. Der er behov for at se på udviklingen over en længere tidshorisont for at bevare en bæredygtig kommune såvel fagligt som økonomisk. Uden en sund økonomi, er det vanskeligt at styrke fagligheden.
’Et bæredygtigt Stevns’ består i virkeligheden af en række del-projekter, og flere af dem handler om strukturelle ændringer, som favner bredt.
De fleste af projekterne er færdige i løbet af 2010, og er medvirkende til, at det er lykkedes at finde besparelser og omprioriteringer for ca. 20 mio. kr. allerede i 2010. Målet for effekten på de følgende år er ca. 40 mio. kr.
Plads til nye opgaver
Omprioriteringerne er nødvendige for at få økonomisk råderum til nye opgaver og til det pres på økonomien, som ændringer i befolkningssammensætningen kan føre med sig. Budgettet er øget med ca. 15 mio. kr. til disse formål.
Fakta om Driftsbudgettet
- Det samlede driftsbudget er på lidt over 1 mia. kr.
- Budgettet indeholder omprioriteringer for 20 mio. kr. Heraf er 15 mio. kr. fortsat en del af driftsbudgettet. Resten bruges til anlæg/styrkelse af kassebeholdningen.
- Uændret skatteprocent i forhold til 2009
- Dele af budgettet er afhængigt af befolkningsudviklingen. Prognosen siger ca. 22.000 borgere pr. 1. januar 2010
Anlæg
Omkring 14,8 mio. kr. af anlægsbudgettet er reserveret til forskellige opgaver, som har været på ønskelisten i lang tid, og som efterhånden må betragtes som presserende.
Analyse af børnepasning viser et aktuelt behov for at øge kapaciteten i Rødvig-området. Det er derfor planlagt, at der skal bygges en ny daginstitution, som kommer til at koste 26 mio. kr.
Et af delprojekterne i ’Et bæredygtigt Stevns’ handler om energibesparende foranstaltninger. Der er afsat 2,7 mio. kr. til formålet i 2010.
Budgettet indeholder desuden nogle mindre puljer, som er blevet udmøntet i form af konkrete anlægsprojekter efter budgetvedtagelsen. Resultatet af prioriteringen kan ses i referatet fra Kommunalbestyrelsens møde den 17.december 2009.
Fakta om Anlægsbudgettet
- Anlægsbudgettet udgør 50 mio. kr. - heraf:
- Låneoptagelse på 21 mio. kr., blandt andet til daginstitution og energibesparende foranstaltninger
- Grundsalg 5 mio. kr.
- Skattefinansierede anlæg 24 mio. kr.
Læs flere detaljer om budget 2010 i Budgetberetningen.