EU-valg og folkeafstemning søndag den 7. juni 2009
Kontakt til Valgsekretariatet på valgdagen
Valgsekretariatet kan på valgdagen i tidsrummet kl. 8 til 20 kontaktes på telefon 56 57 51 07 (direkte indvalg).
Fejl i valgkort til vælgere, der skal stemme på Harmonien
På valgkortene til Folkeafstemningen om ændring af Tronfølgeloven er der anført en forkert adresse på Harmonien. Den korrekte adresse skal være Harmonien, Rødvig Hovedgade 2. Begge afstemninger foregår på denne adresse. Der er tale om en teknisk fejl, som Valgsekretariatet beklager.
Valg til Europa-Parlamentet
Søndag den 7. juni 2009 skal der afholdes valg til Europa-Parlamentet. Til Europa-Parlamentet skal der vælges 13 danske medlemmer. Danmark udgør ét valgområde, hvor samtlige 13 medlemmer vælges efter forholdstalsvalg.
Afstemningen foregår i de samme afstemningsområder og opstillingskredse som ved valg til Folketinget, dvs. Stevns er en del af Faxe opstillingskreds.
Medlemmerne til Europa-Parlamentet vælges for en periode af 5 år.
Folkeafstemning om tronfølgeloven
Samme dag afholdes der folkeafstemning om tronfølgeloven. Ifølge den gældende tronfølgelov nedarves kongemagten til mænd og kvinder sådan, at arveretten til tronen overgår til kongens søn eller datter, således at søn går forud for datter, og i tilfælde af, at der er flere børn af samme køn, går den ældre forud for den yngre.
Hvis en konges førstefødte er en datter, vil datterens arveret til tronen således blive fortrængt af en yngre søns.
Statsministeren har den 7. oktober 2008 fremsat Lov om ændring af tronfølgeloven. Lovforslaget tilsigter at skabe fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i relation til arvefølgen. Såfremt lovforslaget vedtages, vil tronen fremover ved en konges eller en regerende dronnings død overgå til den pågældendes søn eller datter, således at den ældre går forud for den yngre.
Før en ændring af tronfølgeloven kan træde i kraft kræves der bl.a. en folkeafstemning, hvor et flertal af de vælgere, der deltager i afstemningen, skal stemme for forslaget, og dette flertal skal mindst udgøre 40 % af de stemmeberettigede.
Nu kun 4 afstemningssteder i Stevns Kommune
Fra og med valget/afstemningen den 7. juni sker afstemningen følgende steder:
- Hårlevhallen (Vælgere fra Hårlev, Endeslev, Vråby, Skrodsbjerg, Store Tårnby, Himlingøje, Varpelev, Hellested, Barup og Arnøje)
- Strøbyhallen (Vælgere fra Strøby, Strøby Egede, Strøby Ladeplads, Valløby og Magleby)
- Stevnshallen (Vælgere fra Store Heddinge, Bjælkerup, Sigerslev, Holtug, Råby, Klippinge, Tommestrup og en mindre del fra Arnøje)
- Harmonien (Vælgere fra Rødvig, Lund, Havnelev, Boestofte, Lyderslev, Frøslev, Skørpinge, Lille Heddinge, Højerup og Renge)
De vælgere, der denne gang skal stemme et andet sted end hidtil, vil modtage skriftlig information.
Allerede nu kan du ved hjælp af linket øverst til højre på denne side indtaste din adresse og straks få vist, hvor du skal stemme den 7. juni og kommende valg.
Mere information
Frem mod afstemningsdagen vil der løbende blive indarbejdet mere information. Indtil da er du velkommen til at bruge kontaktoplysningerne øverst til højre på denne side.