Som en hjælp til bedre at forstå ord og begreber i forbindelse med valget har vi her forsøgt at forklare nogle af begreberne. Vælg selv fra oversigten herunder.
Afstemningsområde
Afstemningsområdet er den mindste enhed i valgkredsstrukturen. Det er kommunalbestyrelsen, der opretter, ændrer eller nedlægger afstemningsområderne.
Afstemningssted
For hvert afstemningsområde er defineret et afstemningssted, som er den hal, skole eller lignende, hvor man fysisk går hen og afgiver sin stemme på valgdagen.
Brevstemmer
Enhver vælger, der er forhindret i at møde frem på valgdagen, kan brevstemme på ethvert af landets folkeregistre. Ved kommunalvalg kan du brevstemme allerede 3 måneder før afstemningsdagen til og med den næstsidste hverdag før afstemningsdagen.
Vælgere, der er indlagt på sygehus, er på plejehjem m.v. eller indsat i en af kriminalforsorgens anstalter eller arresthuse, kan brevstemme det pågældende sted 3 uger før valgdagen til og med lørdagen før valgdagen.
Vælgere, der på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke vil kunne møde frem på afstemningsstedet på valgdagen, kan brevstemme i hjemmet. Ansøgning herom skal indgives til folkeregistret fra 4 uger før valgdagen til senest 12 dage før valgdagen.
Brevstemmemateriale udleveres de nævnte steder.
CPR
CPR er en forkortelse for Det Centrale Person Register.
Fintælling
Fintælling er den endelige opgørelse af valget. For hvert afstemningssted tælles de afgivne stemmer op igen. Ugyldige stemmesedler undersøges nærmere. Der laves en opgørelse for hele kommunen af antallet af listestemmer for hver kandidatliste og antallet af personlige stemmer for hver kandidat.
Fordelingstal
Fordelingstallet er et tal, der beregnes til brug for udvælgelsen af de valgte kandidater for de partier, der anvender partiliste ved opstilling af kandidater. Tallet fremkommer ved, at partiets samlede opnåede stemmetal divideres med et tal, der er én større end det antal mandater, som partiet har opnået. Det fremkomne tal forhøjes, uanset om det er et helt tal, til nærmeste hele tal, som herefter er partiets fordelingstal.
Kandidatliste
Personer, der opstiller til valg, opføres med personnummer, navn, adresse m.v. på en kandidatliste i den rækkefølge, de skal opføres på stemmesedlen til valget.
Kandidatlisten skal bl.a. indeholde bogstavbetegnelse og listebetegnelse på det parti, som personerne på kandidatlisten opstiller på.
Kandidatlisten skal være underskrevet/attesteret af mindst 25 og højst 50 vælgere (stillere).
Konstituerende møde
Den nyvalgte Kommunalbestyrelse skal afholde konstituerende møde i tidsrummet 1. - 15. december i det år, hvor valget afholdes.
På det konstituerende møde vælges Kommunalbestyrelsens formand (borgmester), og første - og anden næstformand.
Umiddelbart herefter vælger Kommunalbestyrelsen medlemmer til Økonomiudvalg og stående udvalg (fagudvalg), jfr. den til enhver tid gældende styrelsesvedtægt. Endvidere vælger Kommunalbestyrelsen medlemmer til andre udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende, hvori Kommunalbestyrelsen i henhold til andre bestemmelser skal være repræsenteret.
Listeforbund
Kandidatlister, der er tildelt samme bogstavbetegnelse, kan støtte hinanden ved at indgå listeforbund. Mellem disse kandidatlister kan der kun indgås ét listeforbund.
Mandater
De vælgere, der fra en kandidatliste opnår valg til Kommunalbestyrelsen.
Partiliste
Opstilling på partiliste betyder, at opgørelsen af hvilke kandidater, der er valgt, foretages med udgangspunkt i listens samlede stemmetal.
Først udregnes listens fordelingstal, og de kandidater, der har opnået et personligt stemmetal, der er lig med eller højere end dette fordelingstal, er valgt.
De kandidater, der har færre personlige stemmer end listens fordelingstal, tildeles i rækkefølge efter deres nummer på partilisten andel af listestemmerne. De kandidater, der herved opnår et så stort antal stemmer, at summen af personlige stemmer og tildelte listestemmer udgør fordelingstallet, er valgt.
Hvis listen har opnået yderligere mandater, da vælges de resterende mandater efter størrelsen af de opnåede stemmetal (personlige stemmer og listestemmer tilsammen).
Sideordnet opstilling
Sideordnet opstilling betyder, at kandidatlistens mandater tilfalder kandidaterne i rækkefølge efter størrelsen af de personlige stemmetal. Ved stemmelighed foretager valgbestyrelsen lodtrækning.
Stillere
Stillere er vælgere, der underskriver/attesterer en kandidatliste. Ingen kan være stiller for mere end én kandidatliste.
Tilflytterliste
Se valgliste.
Valgbarhed
Valgbar til Kommunalbestyrelsen er enhver, der har valgret til Kommunalbestyrelsen, og som fredagen 25 dage før valgdagen eller, hvis dette ikke er tilfældet, kl. 12 mandagen 22 dage før valgdagen opfylder valgretsbetingelserne, dog bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen vedrørende varigheden af forudgående fast bopæl i riget.
Enhver, der er valgbar, har pligt til at modtage valg, bortset fra vælgere, som har rimelig grund til at ønske sig fritaget.
I valgperioden kan et kommunalbestyrelsesmedlem miste sin valgbarhed, f.eks. på grund af en straf. Spørgsmålet afgøres af Valgbarhedsnævnet. Det kommunalbestyrelsesmedlem, som mister sin valgbarhed, skal udtræde af Kommunalbestyrelsen, hvorefter stedfortræderen indtræder.
Valgbestyrelse
I hver kommune skal der vælges en valgbestyrelse, der består af mindst 5 og højst 7 medlemmer. Medlemmerne udpeges af Kommunalbestyrelsen. Borgmesteren er formand for valgbestyrelsen.
I Stevns Kommune er valgbestyrelsen identisk med Økonomiudvalget.
Valgbestyrelsen
- modtager og godkender kandidatlister samt anmeldelser om liste- og/eller valgforbund
- tilvejebringer stemmesedler og opslag
- forestår den endelige opgørelse af afstemningen (fintællingen
- forestår opgørelsen af valget
Valgforbund
Kandidatlister, der ikke er tildelt samme bogstavbetegnelse, kan støtte hinanden ved at indgå valgforbund. Hver kandidatliste kan kun indgå ét valgforbund.
Er der indgået valgforbund, fordeles mandaterne i første omgang på de kandidatlister, der ikke har indgået valgforbund og de anmeldte valgforbund. De mandater, der på denne måde tilfalder et valgforbund, fordeles herefter mellem de kandidatlister, der har indgået valgforbundet. I begge situationer anvendes den d'Hondtske metode.
Valgkort
Når valglisten er udarbejdet, sørger kommunen for at der udsendes valgkort til de vælgere, der er opført på valglisten.
Valgkortet indeholder oplysning om vælgerens navn, adresse, nummer på valglisten samt hvor og i hvilket tidsrum, der kan stemmes.
Senest 5 dage før valget skal vælgerne have modtaget valgkort.
Før du får udleveret stemmesedlen, skal du aflevere dit valgkort. Du kan dog godt stemme, selv om du har glemt valgkortet.
Valgliste
For hvert afstemningssted findes der en valgliste, hvor du bliver krydset af, når du møder frem på afstemningsstedet for at stemme.
Valglisten består af en hovedliste og en tilflytterliste.
På hovedlisten optages vælgere, som senest 15 dage før valgdagen er flyttet til kommunen, og som senest denne dag har meldt flytning til kommunens folkeregister.
På tilflytterlisten optages de vælgere, som ikke er optaget på hovedlisten, og som senest 7 dage før valgdagen er flyttet til kommunen, og som senest denne dag har meldt flytning til kommunens folkeregister.
Valgperiode
Den nyvalgte Kommunalbestyrelse har funktionsperiode fra den 1. januar 2010 til 31. december 2013.
Valgretsbetingelser
Man har valgret, når man
- er fyldt 18 år på valgdagen
- har fast bopæl i kommunen
og som herudover enten
- har dansk indfødsret
- er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union
- er statsborger i Island eller Norge
eller
- uden afbrydelse har haft fast bopæl i riget de sidste 3 år forud for valgdagen
samt
- ikke er umyndiggjort.
For at udøve din valgret er det en betingelse, at du er optaget på valglisten.