Hvordan ser skimmelsvampe ud?
Skimmelsvampe danner et net af lange, meget tynde tråde. Det hedder mycelium. Når nettet bliver tilstrækkeligt stort, kan du se det med det blotte øje som skimmel og mug i forskellige farver. Indendørs kan du også ofte lugte, hvis der er skimmelsvampevækst, fordi nogle af svampene lugter muggent, jordslået og "sommerhusagtigt". Det er ikke alle mennesker der kan registrere denne skimmelsvampelugt.
Hvorfor kommer der skimmelsvampe?
Skimmelsvampe spreder sig ved at lave sporer. De er den del af svampen, der spiller en afgørende rolle ved allergi. Sporerne fra de forskellige svampe har forskellig størrelse, form og farve, men er typisk 0.002-0.02 mm store. De frigøres ofte til luften i store mængder, og kan spredes langt ved hjælp af vinden.
Hvis sporerne lander på fugtigt organisk materiale, så begynder der at vokse skimmesvampe på det nye sted.