Stevns Kommune vil give alle kommunens borgere mulighed for at lære at bruge it og betjene sig selv på nettet.
Nu skal alle på omgangshøjde. Det er ideen bag Stevns Kommunes projekt ”it-kompetente borgere”, som løber i hele 2012.
Projektet går ud på at få så mange borgere som muligt i gang med – eller videre med – at bruge computer og internet. På vegne af kommunen vil Stevns Bibliotekerne derfor holde en lang række kurser i dette i år.
Det er almindelig kendt, at en stor del af danskerne slet ikke bruger computer. Mange føler det som en uoverskuelig ting at gå i gang med. Der er også dem, der er kommet i gang med at bruge computer, men som for eksempel ikke tør give sig i kast med at betjene sig selv på nettet.
Nu er der håb forude. Personalet på bibliotekerne har nemlig lært at undervise i it efter en meget enkel metode, som gør, at alle kan følge med. Undervisningen foregår på den måde, at der bliver fortalt en lille smule om principperne – ledsaget af tegning på tavlen. Derefter får kursusdeltagerne en trin for trin-seddel med til computerne, hvor de straks kan prøve det, de har lært. Det går altså ud på at få fingrene på tasterne hurtigst muligt – men først efter at man har forstået principperne.
Der vil blandt andet blive kurser i pc for begyndere, internet for begyndere, e-mail, brug af nemID og Digital Postkasse.
Kurserne vil være små, enkeltstående moduler på ca. 2 timer – og de er selvfølgelig gratis. Bibliotekerne er i gang med at planlægge alle kurserne og lave et kursuskatalog, som forventes at være klar midt i februar.