Hvordan har du det?
Det bliver 2.000 borgere i Stevns Kommune spurgt om i starten af februar 2010. Borgerne modtager et spørgeskema med fokus på sundhed og livsstil. På baggrund af svarene udvikler vi en sundhedsprofil, så vi kan beslutte, hvilke sundhedstilbud der skal være i de kommende år.
Målrettede sundhedstilbud
I undersøgelsen 'Hvordan har du det?' får 2.000 tilfældigt udvalgte borgere i Stevns Kommune tilsendt et spørgeskema. Det giver Stevns Kommune et billede af, hvordan borgerne har det i kommunen. Den viden er vigtig, for at vi kan sætte ind med sundhedsindsatser, der hvor behovet er størst, og således skabe bedre trivsel blandt borgerne.
Den kommende sundhedsprofil skal derfor bruges til at planlægge den fremtidige forebyggelse og sundhedsfremme.
Vigtigt med stor deltagelse
Det er frivilligt for de udvalgte borgere at deltage i undersøgelsen, men det er vigtigt for Stevns Kommune, at så mange som muligt af de 2.000 borgere besvarer spørgeskemaet. Det betyder nemlig, at kommunen får det bedste billede af sundhedstilstanden.
Alle besvarelser behandles anonymt og bliver kun brugt i forbindelse med sundhedsprofilen. De 2.000 borgere bliver tilfældigt udtrukket, og får direkte besked pr. brev. Blandt besvarelserne trækkes der lod om flere pengepræmier.
Lokal sundhedsprofil er en del af den nationale undersøgelse
Sundhedsprofilen udarbejdes i hele landet, og alle data samles i en national database. Den kommende sundhedsprofil giver også et indblik i, hvordan det står til i Stevns Kommune i forhold til andre kommuner. Stevns Kommune kan da se på forskelle og ligheder i borgernes sundhed og livsstil, og dermed blive opmærksom på, om vores kommune har nogle særlige udfordringer.
Følg med i svarprocenten
På Region Sjællands hjemmeside er der flere oplysninger om spørgeskemaundersøgelsen. Her kan du også klikke ind på ’Barometer’ og følge med i, hvor mange borgere i Stevns kommune, der har besvaret spørgeskemaet.
Det er Region Sjælland, som forestår selve afviklingen af spørgeskemaundersøgelsen i vores region. Planen er, at der fremover udarbejdes sundhedsprofiler hvert fjerde år. Fordelen ved at sundhedsprofilerne gentages med jævne mellemrum er, at vi som kommune forhåbentlig kan se effekten af de forebyggende og sundhedsfremmende tiltag, vi iværksætter.