Kommunalbestyrelsen vedtager lokalplan for Nicolinelund i Strøby Egede

Date: 01. marts 2019
I går aftes vedtog Stevns Kommunes Kommunalbestyrelse lokalplan 184 for Nicolinelund. Det betyder, at der nu kan opføres op til 67 nye boliger på området.

Næste etape kommer til at handle om lokalplan 190 for Nicolinelund. Kommunalbestyrelsen besluttede på sit møde i går at vente med at behandle og vedtage planen endeligt, indtil 75 % af grundende i lokalplan 184 er blevet solgt. Derefter bliver lokalplanen revideret og sendt i høring igen.

I samme forbindelse tog kommunalbestyrelsen stilling til det grønne område for Nicolinelund mod sommerhusområdet. Det kommer til at få en bredde på 25 meter.


Anette Mortensen, borgmester i Stevns Kommune, fortæller:

’Det glæder mig, at vi har kunnet vedtage lokalplan 184 for Nicolinelund, og at mange gerne vil flytte dertil. Nicolinelund er et attraktivt boligområde, hvor landskab og natur er tænkt med ind. Det er tydeligt, at der er stærke visioner for området – at man virkelig vil noget med området.

Nu kan vi se frem til at realisere lokalplanen. Det vil være til glæde for de mange, der gerne vil flytte hertil og samtidig bidrage til byudviklingen i Strøby Egede, der allerede er godt i gang.’

Udvikling af Nicolinelund og Strøby Egede

Lokalplan 184 for Nicolinelund skaber mulighed for, at der kan bygges op til 67 nye helårsboliger, fx rækkehuse og parcelhuse. Boligerne vil komme til at ligge i naturprægede områder, der bl.a. består af en langstrakt eng med vådområder og et større grønt område omkring et gadekær.  

Planerne for området er en del af en større byudvikling i Strøby Egede. Udviklingsplanen for Strøby Egede er forleden sendt i høring, og den kommer til at sætte rammerne for, hvordan byen skal udvikle sig fremover.

kontakt

Anette Mortensen
Borgmester
Tlf.: 56 57 50 10
Mobil: 22 94 04 33

Sidst opdateret

01.03.2019