Stevns står til at tabe på ny udligning

Date: 31. januar 2020
Stevns Kommune har ventet siden i går på at få bekræftet det, vi frygtede. Stevns Kommune står til at tabe på Regeringens udspil til ny økonomisk udligning mellem kommunerne.

I den forbindelse udtaler borgmester, Anette Mortensen:
 
’Det er en fuldstændig uforståelig fordeling, når Stevns, som har et af landets laveste serviceniveauer, ud af den blå luft pludselig er at betragte som en rig kommune. Jeg ville ønske, jeg havde den samme regnestok, som de bruger i Ministeriet, for pt. mangler vi 90 mio. kr. for bare at komme op på landsgennemsnittet’.
 
Hun tilføjer:
 
’Nu skal vi tvinges endnu mere i knæ og tilsyneladende til at betale til kommuner, hvis serviceniveau i dag ligger tårnhøjt over Stevns. Vi har gennemført besparelser år efter år, og de seneste to år derudover taget penge op af kassen for bare at kunne tilbyde stevnsborgerne et minimum af offentlig service. Det samme kan man ikke sige om mange af de kommuner, som nu står til at få endnu mere. Det er så absurd, at der kun kan være tale om en regnefejl. I vores tilfælde vil betalingskravet være alvorligt for vore borgere på alle velfærdsområder. Vi vil derfor nu se nærmere på tallene og gå i dialog med Ministeriet. Det er en ommer!’

Kontakt

Anette Mortensen
Borgmester
Tlf.: 56 57 50 10
Mobil: 22 94 04 33

Sidst opdateret

31.01.2020