Deadline: 24. januar 2027

Støt et borgerforslag: Vejledende afstemning om kæmpevindmøller i Stevns Kommune

23-07-2026

Forslag stillet af: Lene Gorm Pedersen

Beslutningsforslag om vejledende folkeafstemning vedrørende opstilling af kæmpevindmøller på Stevns.

Begrundelse: Der er i øjeblikket ønsker om at opstille kæmpevindmøller på Stevns. Disse vindmøller er 180 meter høje og vil få væsentlig betydning for både landskab, miljø og lokalsamfund på Stevns. Det konkrete projekt, Projekt Storemark, er fortsat i opstartsfasen, og er endnu ikke forelagt kommunen i sin endelige form.

Så store beslutninger der kan præge hele lokalområdet bør ikke overlades udelukkende til enkelte privatpersoner, kapitalinteresser, foreninger eller myndigheder uden en bred lokal inddragelse. 

Der er i Danmark tradition for, at der ved store og vedvarende beslutninger etableres en gennemgribende undersøgelse, med inddragelse af de berørte borgere igennem en gennemsigtig og åben demokratisk beslutningsproces. 

Borgerforslaget tager ikke stilling til fordele eller ulemper ved grøn energi i form af vindkraft. Der kan være gode argumenter både for og imod opstillingen af store vindmøller, og disse argumenter bør indgå i den offentlige debat. Formålet med borgerforslaget er alene at sikre, at borgerne på Stevns får mulighed for at tilkendegive deres holdning gennem en vejledende afstemning, før der træffes en endelig beslutning.

Godkendelsen af projekter som Projekt Storemark kan få betydning for fremtidige overvejelser om lignende anlæg andre oplagte steder på Stevns, for eksempel i Højerup, Klippinge, Magleby, Frøslev eller Rødvig. En beslutning om dette projekt kan derfor få konsekvenser, der rækker ud over det konkrete område.

Borgerforslaget: 

Stevns Kommune opfordres til at gennemføre en principiel og vejledende folkeafstemning blandt kommunens stemmeberettigede borgere. 

Afstemningen skal have til formål at afklare om borgerne i Stevns kommune ønsker at der kan opstilles vindmøller på op til 180 meters højde som dem der er beskrevet i projekt Storemark.

Afstemningen skal gennemføres, inden der træffes endelig kommunal beslutning om projektets realisering.

Stem på forslaget her