Uddannelse styrker faglighed og kvalitet
Tilbuddet om uddannelsen er en del af en større kompetenceindsats i Stevns Kommune. Lise Løgsted Messerschmidt, leder i Rødvig Børnecenter, oplever en stigende interesse blandt medarbejderne for efteruddannelse og kompetenceudvikling:
Det er jo en kæmpe gave, at vi har muligheden for at give vores medarbejdere opkvalificerende uddannelse eller kurser, der kan give nye perspektiver på hverdagen. Jeg har også lagt mærke til, at det skaber et godt samarbejde internt, når medarbejderne kommer afsted på kurser sammen.
Lise Løgsted Messerschmidt, leder.
Medarbejderne er i høj grad opsøgende og motiverede for at tilegne sig ny viden, som de aktivt bringer i spil i deres arbejde med børnene. Det bidrager til at styrke den faglige kvalitet og udvikle den pædagogiske praksis i hverdagen.
God støtte under uddannelsen
Christina Schultz og Charlotte Rossing begyndte på uddannelsen i august 2024, efter at deres leder, Lise Løgsted Messerschmidt, gjorde dem opmærksomme på muligheden. En væsentlig faktor for deres valg var, at uddannelsen foregår med fuld løn.
For begge var det en oplagt chance for at udvikle deres faglighed uden at skulle gå på kompromis med økonomien. Samtidig gav uddannelsen dem mulighed for at sætte faglige perspektiver på deres daglige arbejde.
’Det var jo en mulighed, som vi ikke kunne sige nej til. Muligheden for, at få papir på de færdigheder, vi allerede bruger i hverdagen’, fortæller Charlotte.
At starte på en uddannelse kan være en stor omvæltning. For Charlotte Rossing var der i starten bekymringer om, hvorvidt det ville lykkes at komme tilbage til skolebænken efter mange år. Hun blev dog positivt overrasket over den støtte, hun mødte fra både undervisere og uddannelsessted.

Kreativitet og faglighed i fokus
Undervisningen kombinerer kreative aktiviteter med mere teoretiske fag. Kursisterne arbejder blandt andet med læring i naturen, kunst og håndværk, samtidig med at de undervises i fag som psykologi og pædagogik.
Målet er at styrke pædagogmedhjælpernes faglige kompetencer bredt. For Christina og Charlotte, som begge har mange års erfaring, har uddannelsen betydet, at de nu kan sætte teori på deres praksis og reflektere over, hvorfor deres arbejde virker.
’Vi har jo faktisk brugt mange af værktøjerne i forvejen, bare uden at vide, hvem der stod bag teorierne’, fortæller Christina.
Efter endt uddannelse vendte de tilbage til Rødvig Børnecenter, hvor de har taget deres nye viden og værktøjer i brug. De oplever, at de er blevet mere reflekterende i deres arbejde og har fået et fælles fagligt sprog med de øvrige pædagoger.
Samtidig betyder det meget for dem at have fået en formel anerkendelse af deres kompetencer.
Stevns Kommune vil fortsat have fokus på at tilbyde efteruddannelse, så medarbejderne kan udvikle deres kompetencer og styrke indsatsen for kommunens børn og unge.
