Stevns Kommune forventer, at det udvendige arbejde med taget er afsluttet den 30. september, og at hele restaurationsopgaven er afsluttet den 1. december.
Vi fik i 2021 og 2022 en meget fornem støtte fra Realdania og Nordea-fonden på i alt 41 mio. kr. til fortsat udvikling af verdensarvsdestinationen Stevns Klint. Et af de mest prestigefyldt projekter er den ikoniske Pyramide i Boesdal Kalkbrud, som står tilbage som et levn fra dengang kalkbruddet var et aktivt brud og arbejdsplads for mange stevnsboer. Nu glæder jeg mig til, at vi kan bringe bygningen ind i en ny æra, hvor den som et moderne kulturhus skal danne ramme for mange forskellige aktiviteter. Det får både lokale og gæster udefra stor glæde af.
Anette Mortensen, borgmester
Pyramiden i Boesdal Kalkbrud er i dag et markant samlingspunkt i det tidligere industriområde og danner ramme om både arrangementer, kulturaktiviteter og formidling af områdets historie og landskab.
Restaureringen skal sikre, at bygningen fortsat kan bruges i mange år frem. Renoveringsprojektet har været i udbud, og Bak Bak Tømrerentreprise er valgt til at gennemføre arbejdet.
Stevns Klint Experience holder åbent som normalt
Åbningstiderne i Stevns Klint Experience påvirkes ikke af arbejdet med Pyramiden. Start dit besøg i Stevns Klint Experience på stevnsklint.dk.
Læs mere om alle oplevelserne langs Stevns Klint.
Omlægning af Stevns Klint Trampesti
I byggeperioden omlægges Stevns Klint Trampesti gennem Boesdal Kalkbrud midlertidigt af hensyn til sikkerheden for både besøgende og entreprenørens medarbejdere.
Resten af Trampestien berøres ikke af arbejdet, og kalkbruddets gæster opfordres til at følge skiltningen i området.