Køge, Solrød og Stevns kommuner er i gang med at samle deres beredskab i det fælleskommunale selskab Brand & Redning Køge-Solrød-Stevns. Som en del af arbejdet har kommunerne gennemført en konkurrenceudsættelse af det operative beredskab.
På baggrund af processen har de tre kommuner valgt at acceptere tilbuddet fra Falck, som tidligere har haft separate aftaler med de tre kommuner. Den nye samlede aftale betyder, at Falck også fremover skal udføre det operative beredskab i de tre kommuner – nu altså som en del af det nye fælles beredskab.
Både borgere og virksomheder skal vide, at der er hjælp at hente, hvis det ulykkelige skulle ske, at der opstår brand, ulykker eller andre alvorlige hændelser. I samarbejdet med Falck får vi klare rammer for opgaven og en operativ indsats, der bliver en integreret del af vores nye fælles beredskab. Det giver et solidt grundlag for et robust og trygt beredskab på tværs af vores tre kommuner.
Anette Mortensen, borgmester
Beredskabschef Søren Rasmussen ser frem til det videre arbejde med at få det nye fælles beredskab på plads:
’Nu kan vi arbejde videre med at få de praktiske rammer omkring det operative beredskab på plads og forberede overgangen til den nye fælles organisation. Det handler om at sikre et fortsat velfungerende beredskab på tværs af de tre kommuner og en god overgang til Brand & Redning Køge-Solrød-Stevns’, siger beredskabschef Søren Rasmussen.
Ét fælles beredskab fra 2027
De tre kommuner samarbejder allerede tæt om beredskabet og deler i dag beredskabschef, men har hver deres beredskabsorganisation og individuelle aftaler med Falck.
Med Brand & Redning Køge-Solrød-Stevns samles samarbejdet i én fælles organisation med fælles ledelse gennem en beredskabskommission. Målet er et robust og effektivt beredskab med klare ansvarsforhold og en stærkere fælles kapacitet til at håndtere både hverdagens hændelser og større kriser.
Det nye fælleskommunale selskab forventes at træde i kraft den 1. januar 2027. Kommunerne vil i samarbejde med Falck i de kommende måneder arbejde videre med den endelige kontrakt og overgangen til den nye ordning.
