1. Indledning
Om mindre end to måneder går vi til valg i landets 98 kommuner. Som en følge heraf bliver budget 2026-2029 i mange sammenhænge omtalt som et valgbudget med en typisk forståelse af, at der med mild hånd bliver uddelt gaver og givet store løfter.
Denne budgetaftale rummer ikke store gaver, men den bygger på ét stort og helt centralt løfte; Et løfte om, også på den anden side af kommunalvalget, at fastholde den økonomisk ansvarlige kurs, som vi igennem snart to valgperioder har udstukket for Stevns Kommune.
Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten har med budgetaftale 2026-2029 skabt de bedst mulige rammer for både en stabil drift og en fortsat udvikling af Stevns Kommune. Dermed er der også lagt et solidt fundament, som gør det muligt for en ny kommunalbestyrelse at gribe de økonomiske tøjler og føre Stevns Kommune sikkert ind i den kommende valgperiode.
2. Budgetaftalens udgangspunkt
Vi lever i urolige tider. Dagligt bliver vi mødt af nyheder om krig, klimakriser og angreb på demokratiske institutioner verden over. Den globale dagsorden sætter selvsagt også en ramme for vores liv her i Danmark – og i Stevns Kommune.
På trods af en bekymrende verdenssituation er det lykkedes for regeringen og KL at indgå en aftale om kommunernes økonomi for 2026, som danner et godt grundlag for budgetlægningen i landets kommuner. Sammen med en kernesund økonomistyring har det udgjort et gunstigt bagtæppe for dette års budgetforhandlinger, hvor vi for første gang i mange år har kunnet indlede budgetprocessen med et lille overskud i stedet for et underskud.
Det betyder ikke, at budgetaftalen er et overflødighedshorn. Det betyder i højere grad, at vi har kunnet undgå servicereduktioner og i stedet kunnet bygge videre på de seneste års retning med målrettede fokuseringer og prioriteringer.
Den kommunale skatteudskrivning har også fyldt i dette års budgetdrøftelser. Aftaleparterne har indgået et kompromis om ikke at ændre på kommuneskatten i 2026, men i aftalekredsen er der samtidig enighed om, at det bør indgå i de fremtidige overvejelser, såfremt det økonomiske råderum i en årrække skulle give plads til det.
Ved tærsklen til en ny valgperiode vil vi tillade os at konkludere, at Stevns Kommune står et rigtig godt sted. Vores borgere oplever grundlæggende en høj livskvalitet, virksomhederne har i DI’s seneste måling kvitteret med en historisk god placering på erhvervsvenlighed, og turister fra både ind- og udland søger fortsat til vores egn.
Det er vi stolte af – men vi må aldrig tage det for givet. Vi skal hele tiden arbejde for at skabe de bedst mulige rammebetingelser, så Stevns Kommune også i fremtiden er et godt sted at leve, arbejde og besøge. Med denne budgetaftale tager vi et fælles ansvar for at fastholde kursen, og vi ser frem til at omsætte aftalens ambitioner til konkret handling.
3. Sammenfatning af budgetaftalens økonomi
Budgetaftalens hovedtal fremgår af resultatopgørelsen i figur 1.
Figur 1: Resultatopgørelse for budget 2026-2029
Som det fremgår af figur 1, er der med budgetaftalen skabt balance i hvert af de fire budgetår. Denne balance står ovenpå en gunstig likviditet, hvor vi med udgangen af 2025 forventer at have en gennemsnitlig likviditet på 165-175 mio. kr., ligesom der i budget 2026-2029 årligt fortsat er forudsat en gældsnedbringelse i størrelsesorden 20 mio. kr.
De konkrete ændringer, som er indarbejdet i budget 2026-2029, fremgår af vedlagte bilag til budgetaftalen.
4. Strategiske indsatser i budget 2026-2029
Som vi har omtalt i indledningen af budgetaftalen, står vi i Stevns Kommune et rigtig godt sted. Det betyder ikke, at vi læner os tilbage og stiller os tilfredse med tingenes tilstand – og hvad vi allerede har opnået. Vi har fortsat store ambitioner på kommunens vegne, og derfor bliver der også med dette års aftale sat fokus på en række strategiske indsatser, som aftaleparterne står sammen om.
Vi har i de følgende afsnit sat lidt flere ord på de vigtigste, strategiske indsatser, som vi med budgetaftalen ønsker at sætte fokus på.

