Ny hovedberedskabsplan vedtaget

Publiceret 19-09-2025

Hovedberedskabsplanen sikrer samfundskritiske og livsvigtige kommunale ydelser, når alvorlige hændelser som stormflod og strømsvigt indtræffer.

Kommunalbestyrelsen har netop godkendt kommunens nye hovedberedskabsplan. Som noget nyt er den samlede beredskabsplan delt i hhv. et hoveddokument og flere supplerende delplaner.

Her i Stevns står vi over for både nye og mere velkendte udfordringer i de kommende år. Beredskabsplanen sikrer, at vi er velforberedte, hvis krisen indtræffer, så stevnsboerne også fremadrettet oplever tryghed og pålidelighed ved den service, vi leverer.
Henning Urban Dam Nielsen, borgmester

Krisestyring på flere niveauer

Hovedberedskabsplanen tegner de overordnede linjer for organisationens krisestyring. Den suppleres af en række delberedskabsplaner, som beskriver udvalgte indsatser nærmere, fortæller Flemming Petersen, formand i Udvalget for Plan, Miljø & Teknik:

’Hovedberedskabsplanen sikrer de helt overordnede forhold under kriser. F.eks. nedsætter vi altid en krisestab, som er beskrevet i planen og derfor hurtigt kan samles, når det bliver nødvendigt. Men vi har samtidig brug for at have en række beredskaber på vores enkelte forvaltningsområder, som er meget mere detaljerede – nogle gange endda helt ned på et niveau, hvor den enkelte institution har sin egen beredskabsplan’, fortæller udvalgsformanden.

Faktaboks: Hovedberedskabsplanens indhold

Hovedberedskabsplanen omhandler følgende områder:

  • Stevns Kommunes krisestyringsorganisation
  • Aktivering og drift af Stevns Kommunes krisestab
  • Informationshåndtering
  • Koordinering af handling og disponering af ressourcer
  • Kommunikation

Kontakt

Henning Urban Dam Nielsen
S:Borgmester 2022-2025
Flemming Petersen
S:Formand
O:Udvalget for Plan, Miljø og Teknik