Om mink
Minken er et lille rovdyr, der hører til mårfamilien. Den lever især tæt på vand og kan skade fugle og små pattedyr. Her kan du læse om minken, og hvilke regler der gælder for bekæmpelse.
Hvor lever minken?
Minken lever især tæt på vand. Du kan blandt andet finde den langs vandløb og søer, på småøer, i vådområder og i havne- og byområder. Den kan også leve i områder uden vand.
Hvad spiser minken?
Minken spiser mange forskellige dyr. Den lever blandt andet af små pattedyr, fisk, fugle, frøer og krebsdyr.
Minken er et effektivt rovdyr. Den kan derfor skade bestande af især fugle og små pattedyr, der lever tæt på vand. Minken kan blandt andet tømme reder og bo for æg og unger.
Du må bekæmpe mink på din egen grund
Kommunen har ikke pligt til at bekæmpe mink. Som privat lodsejer må du bekæmpe mink på din egen grund, men du har ikke pligt til at gøre det.