Mindre vindmøller kræver som udgangspunkt ikke screening
Enkeltstående vindmøller i landzone med en totalhøjde på op til 25 meter (husstandsvindmølle, herunder mikro- eller minivindmølle) er som udgangspunkt ikke omfattet af kravet om screening efter miljøvurderingsloven (lov nr. 4 af 3. januar 2023 om miljøvurdering af planer, programmer og konkrete projekter – VVM).
Andre typer vindmølleprojekter kræver screening
Hvis der opstilles flere vindmøller, også hvis der er tale om mere end én mikro- eller minivindmølle, herunder i kombination, er projektet omfattet af miljøvurderingslovens regler. I disse tilfælde skal kommunen foretage en screening, hvor det vurderes, om der skal udarbejdes en miljøvurdering.
Ved screeningen skal kommunen også vurdere, om projektet kan påvirke beskyttede arter – for eksempel flagermus – efter habitatbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023, § 10).
Hvis projektet kræver en miljøvurdering
Hvis kommunen afgør, at projektet er omfattet af kravet om miljøvurdering, skal bygherre udarbejde en miljøkonsekvensrapport. Rapporten skal beskrive og vurdere projektets påvirkning af miljøet – herunder fx støj.
Som en del af miljøvurderingsprocessen vil offentligheden og relevante myndigheder blive inddraget gennem høringer, før der eventuelt gives tilladelse.
Når der kun kræves landzonetilladelse
For projekter, der ikke er omfattet af miljøvurderingsloven, men som kræver landzonetilladelse, skal der stadig foretages en vurdering af påvirkningen af beskyttede arter på habitatdirektivets bilag IV, fx flagermus.
Denne vurdering sker efter planhabitatbekendtgørelsen (§ 7, bekendtgørelse nr. 1383 af 26. november 2016).
På baggrund af vurderingen beslutter kommunen, om der kan gives landzonetilladelse til husstandsvindmøllen – og om der evt. skal stilles vilkår for tilladelsen.